Utroligt nok var Chris Anker Sørensen den eneste, der var klar til at vædde mod Alaphilippe

16x9
Julian Alaphilippe ligger nummer et i klassementet inden alperne. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Den anerkendte cykeljournalist Matt Rendell skriver klummer for TV 2 SPORT under Tour de France.

Read the original article in English here.

40 kilometer inde på 16. etape låste Geraint Thomas’ forhjul, så han styrtede. Efter etapen sagde han, at han af og til føler, at styrtene leder efter ham. På mirakuløs vis var han uskadt efter styrtet, så han børstede sig ren, kaldte efter holdbilen, så han kunne få en ny cykel og køre af sted.

Jakob Fuglsangs Tour sluttede, med et minimum af opmærksomhed, 30 kilometer før afslutningen på samme etape. Tv-kameraerne opfangede endnu mindre, end de gjorde ved Thomas’ styrt. De første undersøgelser viser ingen brud, men uanset hvad: Han er ikke i stand til at holde på styret. Han er udgået.

Jakob Fuglsang udgik af Tour de France efter et styrt på 16. etape, hvor en anden rytter væltede ned i hans baghjul. Video: Bo Bentsen

Vi kan godt lide at forestille os, at Touren bliver vundet gennem flamboyant kørsel i det højeste bjerge. Men måske tager vi fejl. Måske bliver Touren afgjort ved tilfældige ulykker på de mest ligegyldige passager på de kedeligste dage, mens kameraerne peger andre steder hen. Måske er det med andre ord som i resten af livet.

Forandret Alaphilippe

Efter fire timers cykelløb gennem den kvælende varme i Nimes, der ligger kun 25 kilometer fra Frankrigs varmeste by – Gallargues-Le-Montueux, hvor den højeste temperatur nogensinde, 45,9 grader, blev målt den 28. juni, lige før Touren, valgte Julian Alaphilippe at betale en bøde i stedet for at stille op til interviews. Det var for at spare energi, fik vi at vide, men om beskeden kom fra løbsorganisationen, holdet eller rytteren selv er stadig uklart.

Han gled langsomt ud af sig selv, som en slange der skifter ham, og han trodsede instinktet om at angribe under etapen – og nægtede at tale efterfølgende. Om det virker eller ej, kommer an på, hvor kraftfulde de præstationsfremmende er. Måske smider han også bare den del af sig selv, der har gjort ham så succesfuld.

Julian Alaphilippe pressemøde på hviledagen var særdeles velbesøgt.
Julian Alaphilippe pressemøde på hviledagen var særdeles velbesøgt. Foto: Gerard Julien / Ritzau Scanpix

Lad os tænke tilbage på 12. etape, da den store gruppe kørte til Bagnères-de-Bigorre, ni og et halvt minut efter etapevinderen Simon Yates. Alle otte INEOS-ryttere sad i front. Jeg tænkte på, om Touren har set sådan et syn tidligere. Men det var Alaphilippe, der vandt enkeltstarten dagen efter, da Thomas erkendte en manglende evne til at omsætte den sidste dråbe energi. Han gjorde den samme indrømmelse dagen efter på Tourmalet, hvor Egan Bernal holdt øje med sine tal, mens han havde Pinot på hjul. Bernal gav efter, da han så, hvad han så.

To podiepladser er reserveret

Hvad skal man udlede af disse iagttagelser? At Thomas og Bernal ikke havde, hvad det kræver, og at deres hold har ændret sig og glemt alt, hvad de engang vidste om at vinde Grand Tours? Eller at de har kørt for sig selv og opbygget en form til de vigtige alpeetaper, der kommer?

Franske medier kappes allerede om en hurtigskrevet 'Alaphilippe mod Pinot'-bog, der kan udkomme til jul. Længe før Touren er de blevet allemandseje, i hvert fald for alle, der går op i cykling. Sådan er det ikke med Steven Kruijswijk eller Emanuel Buchmann, der ligger nummer tre og seks i klassementet. Af de 15 bedste ryttere er kun 22-årige Bernal yngre end tyske Buchmann, så hold øje med deres navne i etapereportagerne. De kan lave store ting, når Touren kommer til Alperne.

De seks nævnte er favoritter: Alaphilippe, Thomas, Kruijswijk, Pinot, Bernal og Buchmann.

Med 2:40 er Landa simpelthen for langt efter Buchmann. Hans og Movistars rolle bliver at gøre løbet dynamisk. Og efter flere års uenigheder med holdets ledelse nærmer Nairo Quintanas tid på Movistar sig en ulykkelig afslutning. Man har kun én karriere som atlet, og derfor er det en skam, Nairos karriere har været dikteret af Eusebio Unzué.

I Foix testede jeg holdningen blandt de tidligere professionelle i tv-området. Jeg talte med seks eks-ryttere, og utroligt nok var Chris Anker Sørensen den eneste, der var klar til at vædde mod Alaphilippe som Tour-vinder. Sådan en mangel på overbevisning efterlader mig forvirret som journalisten, der har lavet 50 euro-væddemål med alle, der har været villig til at lytte til, at Alaphilippe ikke engang ender i top ti.

Sandheden ligger, hvor den altid gør: Et sted midt i mellem. Jeg er ikke nogen gambler, men jeg ser stadig Bernal, der er født i højderne, som vinder, mens Thomas, der er bundet af holdordrer om ikke at jagte sin holdkammerat, er bundet til andenpladsen. To og en halv uge inde i løbet kommer Alaphilippe, Pinot, Kruijswijk og Buchmann til at kæmpe for den sidste plads på podiet.