Tour de France

Valgren styrtede med Fuglsang: Trykkede ribben efter en tur i barrieren

Jakob Fuglsang var ikke den eneste dansker, der slog sig på 16. etape af Tour de France. Også Michael Valgren var involveret i det store styrt.

Michael Valgren stiller til start på 17. etape med en forslået krop.

Den danske Dimension Data-rytter var nemlig involveret i gårsdagens store styrt cirka 30 kilometer før målstregen. Det var samme styrt, der kostede Jakob Fuglsang videre deltagelse i løbet.

- Jeg styrtede sammen med Jakob, men jeg var heldig, det ikke var så slemt som med ham. Jeg har lidt trykkede ribben og en øm hofte, men det er okay, siger Michael Valgren til TV 2 SPORT.

Det lyder ikke rart at skulle trække vejret med trykkede ribben?

- Nej, det er aldrig sjovt, men vi er jo cykelryttere, så vi er hardcore. Er det ikke det, man siger? Det er træls, og man sover ikke så godt efter sådan en dag med styrt.

Hvordan oplevede du styrtet?

- Vi kom til rundkørslen, og lige pludselig styrtede de foran. Jeg måtte bare blokere bremsen og røg lige ind i barrieren. Publikum greb mig nærmest. Cyklen kom heldigvis mere til skade, end jeg gjorde, så jeg kunne rulle i mål de sidste 25 kilometer. Jeg var heldig ikke at komme mere til skade.

Michael Valgren kæmpede sig i mål som sidste mand på 16. etape.

På 17. etape skal feltet køre 200 kilometer, hvor en kategori 4- og en kategori 3-stigning næppe kommer til at volde flere problemer end varmen. Det er den sidste kuperede etape inden de store bjergslag torsdag, fredag og lørdag, og derfor håber Michael Valgren på at komme i udbrud.

- Der er rimelig lummert, og jeg er lidt spændt og nervøs. Jeg håber, det er gode tegn. Det kræver held og gode ben med den flade start, når der ikke er nogen bakke til at gøre en forskel på.- Afslutningen ligger godt til mig på mine gode dage, så jeg håber, jeg har kongeben, og så er det bare med at give den fuld gas.

Michael Valgren var også i udbrud på 12. etape, hvor Dimension Data-rytterne kørte med orange udstyr i anledning af Mandela Day.