Tour de France

Alaphilippe opgiver drømmen om den gule trøje

Julian Alaphilippe tror ikke på, han kan vinde den gule trøje tilbage, efter at han mistede den fredag.

Efter et imponerende Tour de France blev den gule trøje fredag hevet af Julian Alaphilippe.

Franskmanden kunne ikke følge med, da de øvrige klassementsfavoritter accelererede op ad det store bjerg Col de l'Iseran.

Alaphilippe kunne efterfølgende se Egan Bernal (Ineos) overtage føringen efter en dramatisk etape, der blev afbrudt før tid på grund af uvejr.

Alaphilippe har selv svært ved at se sig selv generobre den øverste plads i klassementet.

- Jeg tror ikke, jeg kan tage den gule trøje tilbage. Det var en drøm at bære den gule trøje. Jeg har udlevet den drøm længere tid, end jeg havde forventet. Sådan er det, siger franskmanden efter etapen.

Slået af en bedre

Julian Alaphilippe nåede at køre i den gule trøje i 14 dage. Han ligger nu nummer to med 45 sekunder op til Egan Bernal og 18 sekunder ned til Bernals holdkammerat Geraint Thomas, der vandt sidste års udgave af Tour de France, på tredjepladsen.

- Jeg blev slået af en, der var stærkere end mig, siger han.

Lørdag står den også på bjerge med mål i Val Thorens. Stigningen dertil er uden for kategori.

Den gule trøje er i store problemer. Video: TV 2 SPORT