Tour de France

Brød sammen midt under sit første interview i den gule trøje

En emotionel Egan Bernal havde svært ved at forstå, at han efter 19. etape fører Tour de France.

Han var tæt at gøre det allerede på podiet, men holdt det inde.

Den nye indehaver af den gule førertrøje, Egan Bernal, kunne dog ikke holde facaden, da han gav sit første interview i den mest prestigefyldte trøje i Tour de France. Midt i interviewet var det, som om det for alvor gik op for ham, at han fører løbet og er i en god position til at vinde det hele.

Her måtte den 22-årige colombianer overvældet af følelser stoppe med at snakke. I stedet skjulte han sit ansigt med begge sine hænder, efter han kun var i stand til at fremstamme et halvt sammenhængende svar.

Der er sikkert også stor glæde hos din far og din familie?

- Ja. Det er simpelthen utroligt. Jeg tror, at... Det var min drøm og...

Det er meget mærkeligt

Et kvarter senere talte TV 2 SPORT med løbets nye hovedperson, og her havde han fået tørret øjnene, men glæden og gnisten var fortsat til stede.

- Det er fantastisk. Jeg kan ikke tro det. Jeg er i gult, og det er meget mærkeligt at være i den her position, siger han til TV 2 SPORT.

Egan Bernal er den yngste af de tilbageværende ryttere i årets Tour de France, og med den gule trøje skriver han nyere tids cykelhistorie. Han er således den yngste indehaver af den gule trøje siden 1984.

Egan Bernal er 22 år, og i sin anden Tour har han overtaget den gule førertrøje. Video: TV 2 SPORT

Vil holde trøjen til Paris

Lykkes planen for Bernal, bliver han den første colombianske vinder af Tour de France.

Den helt store test bliver lørdagens bjergetape, hvor løbet sandsynligvis bliver afgjort, inden der er paradekørsel på søndag ind mod Paris.

- Jeg vil give den fuld gas i morgen, og når jeg ankommer til Paris og krydser målstregen, vil jeg begynde at tro på, at det er sandt. Der er én hård etape tilbage. Den er kort. Jeg vil efterlade alt på ruten. Det ville være fantastisk at blive den første colombianske Tour de France-vinder, siger Bernal.

Efter den afkortede 19. etape fører INEOS-rytteren Tour de France med 45 sekunder ned til Julian Alaphilippe.