Tour de France

Grædende favorit står af cyklen - færdig i Tour de France

Franske Thibaut Pinot udgik af Tour de France tre dage før Paris.

Nummer fem i klassementet, Thibaut Pinot, er færdig i Tour de France.

Det store franske håb fik kort inde på 19. etape store problemer på grund af en muskelskade og måtte slippe favoritfeltet.

Pinot forsøgte at kæmpe sig tilbage og få gang i låret, mens han tydeligt var i store smerter.

Lige lidt hjalp det. Med knap 90 kilometer tilbage blev han mødt af FDJ-holdkammeraten Mathieu Ladagnous, der gav ham en stor omfavnelse, og sekunder senere gav Pinot fortabt og steg af cyklen.

- Bortset fra hans konkurrenter græder alle i fællesskab med Pinot, for han har været en så væsentlig cykelrytter, som har kørt så flot. Han var stor i sin måde at gøre det på i Pyrenæerne, siger ekspert Brian Nygaard.

- Hans skæbne i Touren er nærmest ondere end Jakob Fuglsangs, fordi han lige nu lignede en, der kunne udfordre.

På Twitter meddeler FDJ, at lårskaden gav ham skarpe smerter allerede torsdag, og at han knap kunne gå om aftenen.

Tæt på podiet

Thibaut Pinot var 1 minut og 50 sekunder efter Julian Alaphilippe i den gule førertrøje, mens han blot var 25 sekunder fra 2.-pladsen og 20 fra 3.-pladsen.

Ekspert Chris Anker Sørensen sad ude på ruten bagpå en motorcykel og oplevede Pinots kamp og lidelser på tætteste hold.

- Han siger til sportsdirektøren, at han ikke kan mere. Den der muskelskade har gjort, at han ikke kan træde i pedalerne, fortalte han.

- Man kan se, at han er ved at græde. Det er skrækkelige scener at se. En rytter, som mister alt på den her dag.

Thibaut Pinot vandt 14. etape på Tourmalet, der markerede et stort comeback i årets Tour de France.

Han var nemlig blandt ofrene i sidevinden på 11. etape, hvor han tabte 1 minut og 40 sekunder, men han fik altså kørt sig tilbage i varmen og lignede den stærkest klassementsrytter i Pyrenæerne.

Pinot blev nummer tre i Tour de France i 2014, som er hans bedste resultat i verdens største cykelløb.