Tour de France

Touren har ændret i tiderne natten over: Her er det nye officielle klassement

Slutningen af 19. etape blev aflyst på grund af voldsomt vejr, så toppen af Col de l'Iseran blev virtuel målstreg på etapen.

Dramaet på 19. etape er fortsat ud på de sene timer fredag, og nu viser det sig, at en række tider er blevet ændret i løbet af de sene aftentimer eller natten over.

Efter den første udmelding i en pressemeddelelse fra Tour de France er tiderne for flere klassementsryttere blevet korrigeret. Det har ikke ført til nye placeringer for top 10-rytterne, men det har indsnævret Egan Bernals forspring.

Eksempelvis er Tour-ledelsen kommet frem til, at Julian Alaphilippe nåede toppen af Iseran tre sekunder hurtigere end først udmeldt. Samtidig var gruppen med blandt andre Geraint Thomas, Steven Kruijswijk og Emanuel Buchmann fem sekunder hurtigere, end hvad der først blev meldt ud. Tider, der bekræftes, hvis man ser nedenstående video af rytterne i realtid.

Der var tvivl om tiderne, efter det officielle klassement blev frigivet lørdag aften. I de sene aftentimer blev det pludselig ændret, så Bernal ikke havde vundet nær så meget tid. Video: TV 2 SPORT

Her følger et overblik over top-10-rytternes tider inden 20. etape. Disse tider er hentet på Tour de Frances' officielle hjemmeside.

  1. Egan Bernal
  2. Julian Alaphilippe +0:45
  3. Geraint Thomas +1:11
  4. Steven Kruijswijk +1:23
  5. Emanuel Buchmann +1:50
  6. Mikel Landa +4:30
  7. Rigoberto Urán +5:09
  8. Nairo Quintana +5:17
  9. Alejandro Valverde +6:25
  10. Richie Porte +6:28

- Jeg forventer ikke, fem sekunder afgør Tour de France. Det helt store problem ved det her er tilliden til systemet, og at det er ufejlbarligt. At man kan stole på hver en tid. Det er et problem for løbet. Det er i petitessen, men det gør ondt, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Anders Lund.

På grund af den pludselig afslutning på etapen er der ikke kåret nogen vinder af 19. etape, men herunder er de tider, der i første omgang blev meldt ud, som altså viste sig at være forkerte:

Ændringer er også blevet bemærket hos Jumbo-Visma lørdag over middag:

Chris Anker oplevede uvejret på tæt hold

TV 2 SPORTs ekspert Chris Anker Sørensen var med på fredagens rute bagpå en motorcykel, og her oplevede han det voldsomme vejr.

- Jeg står lige bag køretøjerne, som rydder vejen, og det er jo fuldstændig sindssygt. Der ligger næste 20 centimeter hagl. Det er helt umuligt at køre i. Jeg har aldrig set noget lignende. Det er helt vildt. Det er den helt rigtige beslutning, da det er umuligt at køre cykelløb i, fortæller han.

- Jeg ville ikke engang turde at køre i en kæmpe bil i det her vejr. Bilerne er blevet stoppet. Motorcyklerne er blevet stoppet. Det er helt vildt.

'Alle er tabere'

Julian Alaphilippe var blevet sat med omkring seks kilometer til toppen af Col de l'Iseran. Han er dog kendt som en dygtig og frygtløs rytter på nedkørsler, så han var formentlig i gang med at æde sig ind på rivalerne foran ham.

Forude ventede en knap så skrap stigning til Tignes, så umiddelbart ligner han en taber i toppen af klassementet, mener cykelkommentator Dennis Ritter.

- Han var i gang med en nedkørsel, hvor han var i gang med at hente ind på noget af det tabte. Han kunne måske have hentet endnu mere og dermed bringe sig i en bedre situation, siger han.

- Men i virkeligheden er alle tabere i det her. Rytterne, sportsdirektørerne, tv-seerne, organisationen. En enkelt vinder kan være den eller de ryttere, som ligger og kæmper med tidsgrænsen og kunne risikere at tabe mere tid.