Tour de France

Tourens afgørende etape bliver forkortet til 59 kilometer

Rytterne kommer ikke til at køre over de første to stigninger på 20. etape af Tour de France.

Først var det 19. etape, der blev forkortet på grund af et jordskred. Nu sker det samme for 20. etape. Det oplyser arrangørerne bag Tour de France, ASO.

- På grund af de svære vejrforhold vi forventer i morgen (lørdag, red.) med jordskred, vil 20. etape af Tour de France blive ændret, skriver de på Tour de Frances Twitter-profil.

ASO har besluttet at sløjfe de to første stigninger, kategori 1-stigningen Cormet de Roselend og kategori 2-stigningen Côte de Longefoy, ligesom også den indlagte spurt bliver fjernet.

Uden dem bliver etapen kun 59 kilometer i stedet for de oprindelige 130 kilometer.

- Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, men også meget fornuftigt for ikke at ende som i dag (fredag, red.). De foregriber situationen. Det var vildt i dag, og det skal vi ikke ud i igen, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

På kortet her kan ændringen ses - i stedet for at køre mod øst kører feltet sydpå og rammer den oprindelige rute tæt på Val Thorens-stigningen.

Rigtig beslutning

Etapen kommer fortsat til at have startby i Albertville, ligesom rytterne også skal passere den 33,4 kilometer lange stigning Val Thorens, hvor der er mål.

- Den væsentligste stigning er stadig med. Den er led, så der kan sagtens komme til at ske mange ting. Det er ikke sådan, at der ikke er noget hårdt tilbage, og løbet har også været hårdt indtil nu, siger Chris Anker Sørensen.

Han mener, det er den rigtige beslutning at forkorte løbet.

- Jeg havde selvfølgelig gerne set, at de også skulle over de andre, men det er den helt rigtige beslutning. Der skal tænkes på rytternes sikkerhed, og kan man foregribe tingene, skal man gøre det, pointerer cykeleksperten.

Etapen blev neutraliseret

Mens arrangørerne er på forkant med vejrsituationen på 20. etape, var situationen en lidt anden på 19. etape.

Her nåede rytterne at passere flere stigninger, inden de på nedkørslen fra Col de l'Iseran fik besked på at stoppe. Et jordskred havde blokeret vejen, så rytterne ikke kunne passere.

Det betød, at arrangørerne ikke havde anden mulighed end at stoppe etapen, selvom favoritterne var i gang med at kæmpe om pladserne i klassementet. I stedet blev tidsforskellen noteret med tilbagevirkende kraft på toppen af Col de l'Iseran.

Her havde Egan Bernal opbygget et forspring på to minutter til Julian Alaphilippe, og det betød, at den 22-årige colombianer overtog førertrøjen.

TV 2 og TV 2 PLAY har stadig optaktsstudie til 20. etape fra klokken 12.15, men etapestarten er udskudt til 14.30.