Den prikkede trøje blev vundet på 'usædvanlig' måde
Romain Bardet er Tourens bjergkonge anno 2019, selvom han ikke en eneste gang kørte først over en stigning uden for kategori.
Den prikkede bjergtrøje er flere gange blevet vundet, efter ryttere har været ude på flere store togter og taget point på toppen af stigningerne.
Sådan har det ikke rigtig været i dette Tour de France, hvor franske Romain Bardet søndag kører til Paris som vinder af bjergkonkurrencen.
- Det har været et underligt løb. De har manglet Julian Alaphilippe (vinder af bjergkonkurrencen i 2018, red.), der var udset til at vinde bjergtrøjen. Man kan ikke kalde det tilfældigt, for Bardet har kørt efter den, men på ét hug havnede den hos ham, siger cykelekspert Henrik Jul Hansen.
Det ene alvorlige hug, eksperten omtaler, kom på 18. etape - Tourens kongeetape.
Her gik Bardet i udbrud fra første færd og sikrede sig 68 af de 86 point, han endte med samlet. Resten kom på 15. etape, hvor han blandt andet kørte først over kategori 1-stigningen Port de Lers.
Trøjen var ikke målet
Romain Bardets mål fra starten af Touren var overhovedet ikke at vinde bjergkonkurrencen. Han havde udelukkende fokus på klassementet, efter han to gange er sluttet på podiet i verdens største cykelløb.
Men tidligt stod det klart, at han slet ikke kunne gøre sig gældende og tabte megen tid.
- Bjergtrøjen virker nogle år som en trøstepræmie. Det er slet ikke for at sige noget dårligt om bjergtrøjen, for jeg synes, det er en fed trøje og en fed konkurrence, og jeg er personligt glad for - jeg kan godt lide Bardet - at han vandt den, siger cykelkommentator Dennis Ritter.
- Men lige præcis den måde, den blev vundet på i år, der har den jo rigtig karakter af trøstepræmie, for han havde helt andre ambitioner. Og han vinder den jo lidt på en speciel måde, hvor han nok selv synes, at det var lidt heldigt.
Port de Lers var det eneste bjerg, han kørte først over, hvorfor han altså står tilbage med sejren uden at have været først over nogen af stigningerne uden for kategori.
- Det er altså usædvanligt, at man så vinder bjergtrøjen alligevel. Sidste år vandt Alaphilippe jo adskillige. Bardet vandt den primært på én dags udbrud på etapen til Valloire.
Skidt sæson for Bardet
Heldet for Bardet lå i sidste ende også i, at flere stigninger blev sløjfet på 19. og 20. etape på grund af jordskred.
Han endte med at vinde med otte point flere end Egan Bernal på andenpladsen.
- Touren har været meget vanskelig for mig, men den her trøje er en stor trøst. Jeg har ikke været forfulgt af succes i denne sæson, men takket være mit hold har jeg bevaret troen, og det her er en stor belønning for alle, siger Bardet ifølge l'Equipe.
Det er tredje år i træk, at en fransk rytter vinder bjergkonkurrencen i Tour de France.
Sidste år vandt Alaphilippe, mens Warren Barguil kørte prikkerne til Paris året før.