Tour de France

Vildt uvejr har ramt finalestigning - frygt for torden og hagl

Vejret sætter i den grad sit præg på de sidste Tour de France-etaper. Igen lørdag er afslutningen præget af ekstreme forhold.

Udsigten til en stigning på 33,4 kilometer er blevet markant dårligere for Tour de France-feltet.

Mørke skyer har trukket sig op over Val Thorens, der to timer før starten på årets sidste bjergetape er ramt af massivt regnvejr.

- Det er en større ansamling af byger, der er på vej ind over ruten. Der ligger en kæmpestor tordenbyge ved Val Thorens, og det kan man godt være lidt bekymret for. I dag er situationen også, at der kan komme hagl, så det er et vildt uvejr, siger Andreas Nyholm fra TV 2 Vejret.

Årets sidste stigning er ramt af uvejr. Video: TV 2 SPORT

I skrivende stund er noget af målstregen overdynget med mudder, men umiddelbart er der ikke tale om at ændre den i forvejen korte etape. Som forholdene er lige nu, bliver rytterne sendt afsted fra Albertville som planlagt klokken 14.30.

TV 2 SPORT har været i kontakt med en fransk journalist, der fortæller, at en forkortelse af etapen er i spil, hvis det voldsomme uvejr fortsat er der, når feltet når Val Thorens-stigningen.

Der er blevet spekuleret i at stoppe etape 11 kilometer før den nuværende målstreg, men det er ikke bekræftet.

Delte meninger

20. etape er forkortet fra 130 til 59 kilometer, fordi nogle af vejene på vej mod Val Thorens ikke er til at køre cykelløb på efter fredagens uvejr.

Derfor kører rytterne nu en flad rute fra Albertville til Val Thorens-stigningen, der dermed bliver det eneste bjerg i dag.

- Taktisk set bliver det et meget mere kompakt cykelløb. Det er nemmere at disponere, og dybest set er det bare fuld gas til mål. Men når etapen er så kort, så er der også en risiko for, at man virkelig kan eksplodere. Det er en risiko, Bernal kommer til at løbe i dag, siger landstræner Anders Lund om den nye rute på 20. etape.

En del af 20. etape er aflyst, da man ikke kan cykle på vejene.

Bortset fra den ændrede rute kan vejret som nævnt også spille endnu en hovedrolle.

- Jeg tror, det kommer til at få stor indflydelse på cykelløbet. Der er nogen, der kommer til at betale en større regning end andre. Nogen er bedre i regnvejr end andre, så jeg tror, der kommer til at ske en hårdere udskilning, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard.

Chris Anker Sørensen, der også er cykelekspert på TV 2 SPORT, har erfaring med at køre i lignende forhold. Derfor forventer han ikke, at etapen aflyses. Det gør den tidligere cykelrytter Alberto Contador til gengæld.

- Uden et mirakel bliver der ikke noget løb i dag, skriver han på Twitter.

Mens der er delte meninger om rytternes dag, så ligger det fast, at reklamekaravanen ikke kommer ud at køre før lørdagens etape.