21. etape - Rambouillet > Paris Champs-Élysées | Tour de France 2019

16x9
Tour de France 21. etape 2019 Foto: TV 2

21. etape af Tour de France 2019 er 128 km lang og køres fra Rambouillet til Paris Champs-Élysées. Se profil, favoritter og analyse her.

  • Etapetype: Flad
  • Længde: 128 km
  • Starttidspunkt: 18.05
  • Etapen køres søndag d. 28. juli
  • Favoritter: Caleb Ewan, Elia Viviani, Dylan Groenewegen, Peter Sagan
square to 16x9

Etapen til Paris kan faktisk godt være hård som rytter - rent mentalt sluttede Tour de France i går, og så skal du pludselig alligevel lige tage dig sammen inde på Champs-Élysées. For det går stærkt, brostenene er irriterende, og du gider egentlig ikke have ondt i benene. Jeg har flere gange tænkt, det kunne være meget sjovt at prøve at komme i udbrud derinde, men jeg har simpelthen ikke haft ressourcerne.

Tidstabel 21. etape

  • 18.05: Rytterne kører ud på sidste etape fra Rambouillet
  • 19.12: Kategori fire-stigningen Côte de Saint-Rémy-lés-Chevreuse, 6,1%
  • 19.18: Toppen af næste stigning, der er en kategori fire, Côte de Chäteaufort, 4,9%
  • 19.42: Flere små bakker, der dog ikke er kategoriserede
  • 19.59: Rytterne kører ind i Paris
  • 20.18: De forreste passerer målstregen for første gang
  • 20.36: Pointspurt efter tre omgang i Paris
  • 21.11: Sidste omgang på rundstrækningen
  • 21.19: Første rytter forventes at passere målstregen på sidste etape

Når det er sagt, er det fantastisk at køre rundt inde i Paris' gader. Jeg får den dag i dag stadig gåsehud, når jeg tænker på første gang, jeg kørte ind på Champs-Élysées. Inde i mit hoved genlød Jørn Maders og Jørgen Leths stemmer fra min barndom, hvor jeg troligt sad og så Tour de France og drømte om selv at være en af de ryttere, jeg så på tv.

Nu her mange år efter sad jeg der så. Det sus, der går igennem tilskuerne, er noget af det tætteste, en cykelrytter kommer på suset fra et fyldt stadion. Derudover er kroppen jo også fyldt med glæde over at være kommet igennem, over at have klaret det og ikke mindst over snarlig gensyn med familie, kæreste eller kone og venner.

Champs-Élysées-etapen er en af de mest sikre spurter i hele Touren. Det er få gange lykkedes for udbruddet at holde hjem. Vinokourov snød sprinterne tilbage i 2005, så det kan lade sig gøre. Men det er svært at snyde feltet på de otte omgange af syv kilometer, der køres inde i Paris. Dermed tegner alt til en massespurt - en spurt, som alle sprintere drømmer om at vinde.

Her ses de afgørende sidste kilometer af 21. etape.
Her ses de afgørende sidste kilometer af 21. etape. Foto: ARO

Det er en spurt, hvor positionen henover Concordepladsen betyder mest. Hvis du ikke sidder ordentligt igennem sidste sving ind på Champs-Élysées, er det umuligt at vinde. Derfor kan det meget vel være afgørende, hvilken stand sprinternes leadout-tog er i. Omvendt kan de pludselig få hjælp fra uventet kant, da klassementsfolkene efter at have tænkt på sig selv i 20 dage nu også kan hjælpe til, fordi deres klassementskamp er overstået og afgjort. Derudover skal der også tages højde for, at det er anderledes at spurte på brosten i forhold til almindelig landevej.

Brostenene er slet ikke som dem i Paris-Roubaix, men cyklen hopper og danser stadig under dig, hvilket måske kan være en ulempe for nogle ryttere, eksempelvis en lille og meget aerodynamisk sprinter som Caleb Ewan.

Rambouillet Frankrig, 20. aug 2019, 08:00

15 Nogen sol Regnbyger 2 m/s Svag vind fra nord 0 mm

Paris Frankrig, 20. aug 2019, 08:00

17 Skyet Regnbyger 1 m/s Næsten stille fra nordvest 0 mm

Med det sidste sving relativt tæt på mål kan der laves det nummer, som er forsøgt en gang eller to. Hvis et hold sidder med tre mand og kører sit tog gennem sidste sving, så skal nummer to og tre lave et lille hul så første mand får lov at køre. Det tvinger de bagvedliggende til at åbne en alt for lang spurt. Hvis de ikke gør det, så kører første mand hjem til sejren. Hvis de åbner en lang spurt, ender de med at køre leadout for anden -og tredjemanden. Med danske briller kunne man da drømme om, at Deceunick-Quick Step prøver der trick, og de andre tøver nede bagved, for så kan Michael Mørkøv vinde. Det scenarie er næppe det mest sandsynlige, vil jeg lige understrege, men som Jim Carrey siger i filmen Dum, Dummere:

So you tell me there’s a chance?

Etapens betydning for klassementet (1-5 stjerner)

square to 16x9