Danske stjerner drillede hinanden på Champs-Élysées - Mikkel Hansen 'den dårligste sportsdirektør'

Håndboldspillerne fra Paris Saint-Germain kørte en del af 21. etapes rute - med Mikkel Hansen som sportsdirektør.

21. og sidste etape i Tour de France er kendt som en festdag rundet af med en massespurt på Champs-Élysées og efterfølgende podiehyldest.

Inden etapen og rytternes ankomst til Paris er der også masser af festivitas, og med til den del var håndboldklubben Paris Saint-Germain.

De deltog i et cykelløb, hvor danske Henrik Toft Hansen var blandt spillerne på cykel, mens Mikkel Hansen havde rollen som sportsdirektør.

De to danske landsholdsstjerner var langt fra tilfreds med hinanden, da de ankom på målstregen.

- Jeg er ikke stolt over at repræsentere ham der. Der var ikke meget sprint i ham eller noget som helst, sagde en munter Mikkel Hansen.

Henrik Toft Hansen var ikke sen til at give igen og konstaterede, at Mikkel Hansen er "den dårligste sportsdirektør, han nogensinde har haft".

- Jeg synes, det er en hård kritik at få, når man lige har krydset målstregen og er super tilfreds med sin præstation. Det var ikke positive ting, som sportsdirektøren råbte og skreg. Jeg var fint tilfreds med min præstation. Når han lige får tænkt lidt over det, er jeg sikker på, han også er ganske tilfreds.

Mikkel Hansen var ikke på cykel, fordi han knæ ikke altid reagerer godt på at cykle. Til gengæld brugte han munden til at 'motivere' sine holdkammerater.

- Jeg prøver jo at få gang i ham (Toft, red.), men der er åbenbart intet at skyde med i de lårbasser. Der er ikke meget gang i dem. Hans undskyldning var, at han var lidt for tung. Der var i hvert fald nogle, som var væsentligt tungere end ham, siger Mikkel Hansen.

Paris er de to danske holdkammeraters hjem.

Mikkel Hansen har spillet i PSG siden 2012, mens Henrik Toft Hansen kom til sidste sommer. Derfor var det specielt for ham at opleve Tour de France-cirkusset.

- Man skal lige huske at nyde oplevelsen. Det er jo ikke hver dag, at man får lov til at cykle herinde til Tour de France. Jeg nød også oplevelsen. Det skal jeg ærligt indrømme. Jeg har fulgt meget med i Tour de France, siden jeg var helt lille. Det var sjovt og en stor oplevelse at få lov til at cykle her, siger han.

- Jeg har gået forbi Triumfbuen en masse gange, og der er altid en masse trafik deroppe. Det var en fed oplevelse at få lov til at prøve det. Det er en lidt en hviledag for os, og det var sjovt. Der var en masse glade mennesker på ruten. Jeg tror, der kommer til at være meget gang i den om nogle timer.

Paris Saint-Germain er i gang med optakten til den kommende sæson, som begynder i september.