Lars Bak hyldet efter sit sidste Tour de France

Lars Bak er i gang med sin sidste sæson som cykelrytter, og derfor bliver han hyldet af flere ryttere efter sit sidste Tour de France.

Da Lars Bak søndag aften rullede over målstregen på Champs Élysées i Paris, var det ikke kun et punktum for Tour de France anno 2019 - hans ottende i karrieren.

Danskeren stopper nemlig karrieren efter denne sæson efter 18 år som professionel, så derfor var det også sidste gang, han rullede nedad den berømte boulevard på racercykel.

- Det går nok først op for én, når man har kørt sit allersidste cykelløb om tre måneder. Lige nu er jeg bare glad for at se Elisabeth (Lars Baks kone, red.), og man ved, der er champagne og øl i vente, siger Lars Bak til TV 2 SPORT.

- Brian Holm (dansk sportsdirektør, red.) fortalte mig den anden dag, at livet bliver meget bedre, når du stopper. Det gjorde mig sgu så glad.

Lars Bak er en særdeles vellidt personlighed i feltet. Derfor kommer flere danskere til at savne veteranen og sender ham en hilsen.

Lars Baks karriere

  • 2019: Dimension Data 
  • 2018: Lotto Soudal
  • 2017: Lotto Soudal 
  • 2016: Lotto Soudal 
  • 2015: Lotto Soudal 
  • 2014: Lotto Belisol 
  • 2013: Lotto Belisol 
  • 2012: Lotto Belisol 
  • 2011: HTC - High Road 
  • 2010: Team HTC - Columbia 
  • 2009: Saxo Bank 
  • 2008: CSC ProTeam 
  • 2007: CSC ProTeam 
  • 2006: CSC ProTeam
  • 2005: CSC ProTeam
  • 2004: Bankgiroloterij 
  • 2003: Team Fakta
  • 2002: Team Fakta
  • 2001: Team Fakta

Kilde: Procyclingstats

Michael Valgren: - Jeg har vidst det i et stykke tid nu. Jeg tror, at jeg er mere træt af det, end Lars er. Jeg kommer til at savne ham, og Lars kommer også til at savne cykelløb. Men han er i en alder, hvor man skal overveje det. Han har måske også fået det ud af sin karriere, han gerne ville. Men jeg kommer til at savne ham i cykelsporten.

Kasper Asgreen: - Det har været en fornøjelse af at følge dig de sidste mange år, jeg er vokset op med cykelsporten. Du var allerede professionel, inden jeg begyndte at køre på en cykel. Jeg har haft mange fornøjelige timer ved at se dig på fjernsyn og har haft fornøjelsen af at lære dig lidt at kende.

Michael Mørkøv: - Det er jo på en måde trist, men det er også flot. Han kan se tilbage på, at han har haft en fantastisk karriere med mange rigtig store sejre og flotte præstationer. Jeg tror, at alle vi danske ryttere kommer til at savne ham i feltet. Det gør jeg i hvert fald.

Søren Kragh Andersen: - Hej Lars. Tillykke med dit sidste Tour de France. Jeg vil bare sige tak for træningsturene i Luxembourg og dit altid gode humør. Som sagt, tak fordi du hjalp mig inde i Luxembourg og har taget dig godt af mig. Jeg håber, at du får det godt fremover.

Christopher Juul Jensen: - Lars har været i stand til at køre en flot karriere hele vejen igennem. For mig har han været et af de helt store forbilleder. Han har været en fantastisk hjælper for alle de hold, han har kørt for. Jeg tror, at alle er bevidste om Lars’ evner som cykelrytter. Han har været med til at hjælpe nogle af de bedste sprintere til mange, mange sejre. Han har stort set gjort sit arbejde med et smil på læben hver gang – uanset hvor svært det har været.

- Jeg er stolt af at køre sammen med ham

Lars Bak og tyske André Greipel er tidligere holdkammerater på Lotto-holdet, og tyskeren kommer også til at savne sin ven.

- Han har haft en fantastisk karriere og har været en loyal rytter. Han har altid været der for sine holdkammerater og har været meget motiveret. Jeg er stolt af, at jeg kunne køre sammen med ham i lang tid, siger Greipel.

Lars Bak har kørt 20 Grand Tours i sin karriere: Ti gange Giro d'Italia, otte gange Tour de France og to gange Vuelta a España.

Han er noteret for ni sejre, hvor en etapesejr i Giroen og to danske mesterskaber i enkeltstart og et enkelt dansk mesterskab i linjeløb rangerer som nogle af de største.