Fuglsang fastholder topplacering på rangliste trods Tour-exit

Jakob Fuglsang er stadig nummer tre på UCI's verdensrangliste. Tour de France-vinderen Egan Bernal nærmer sig danskeren.

Jakob Fuglsang kunne ikke følge op på den fantastiske første halvdel af 2019, da han nåede til årets store mål, Tour de France.

Danskeren havde vundet monumentet Liège-Bastogne-Liège samt etapeløbet Critérium du Dauphiné, men han var et stykke fra de bedste i Touren og endte med at udgå efter et styrt.

Fuglsang havde dog ikke nævneværdige point at forsvare fra sidste års Tour de France, så derfor fastholder han sin placering som nummer tre på UCI's verdensrangliste.

Den føres fortsat af franske Julian Alaphilippe, der vandt to etaper i verdens største cykelløb, hvor han også kørte i den gule trøje i 14 dage.

Alejandro Valverde, der fik en andenplads på Tourens 20. etape, er nummer to på ranglisten.

Egan Bernal blev søndag den første colombianske Tour de France-vinder, og den triumf gør, at han rykker fra 23.- til 6.-pladsen.

Top-10 på UCI's rangliste

  1. Julian Alaphilippe 4337,62 point
  2. Alejandro Valverde 3109 point
  3. Jakob Fuglsang 2991 point
  4. Thibaut Pinot 2976 point
  5. Primoz Roglic 2859,61 point
  6. Egan Bernal 2726,75 point
  7. Greg Van Avermaet 2412,33 point
  8. Michael Matthews 2409,55 point
  9. Simon Yates 2320 point
  10. Pascal Ackermann 2305 point

Se hele UCI-ranglisten her.

I galleriet her kan du få overblikket over de største højdespringere samt største tabere på ranglisten efter Tour de France.