Cykling

Fuglsang håber snart at være tilbage på cyklen

Jakob Fuglsang var tilskuer ved gadeløbet Le Tour Revanchen i Struer tirsdag aften. Hans næste løb er Vuelta a España.

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang skrev autografer i stedet for at køre med i gadeløbet Le Tour Revanchen i Struer tirsdag aften.

Men der går ikke mange dage, før Fuglsang er tilbage på cyklen efter sit voldsomme styrt på 16. etape i Tour de France, der tvang ham til at udgå af etapeløbet.

- Jeg har det godt efter omstændighederne. De seneste to dage har jeg kunnet mærke, at det begynder at gå fremad med hånden og knæene, og at hævelsen begynder at fortage sig. Jeg håber, at jeg kan være på cyklen igen om to-tre dage, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

Hævelsen i hånden kan forstyrre træningen

Næste cykelløb for Fuglsang er efter planen årets sidste Grand Tour, Vuelta a España, der begynder i Torrevieja 24. august.

- Jeg skal forhåbentlig køre Vueltaen, men der er stadigvæk små fire uger til at blive klar. Om jeg kan træne igennem allerede fra om to dage, det vil tiden vise. Men jeg håber at blive klar til at kunne køre en god Vuelta.

- Om det så bliver klassement, eller om jeg kører det som forberedelse til VM og dermed kører efter etaper i stedet for, det vil tiden vise. Jeg har selvfølgelig mistet noget form på de her måske ti dage uden cykel, men jeg håber, at den kommer hurtigt igen, siger han.

Jakob Fuglsang erkender dog, at det kan være svært at ramme topformen igen-igen med en hævet hånd og efter en lang sæson med flere store resultater.

- Men det er ud og træne og sidde i bjergene og give den gas. Så tilbage til de mange timer på cyklen, siger Fuglsang til TV 2 SPORT.

- Det, der kan være ulempen, er hævelsen i hånden. Jeg har fået at vide, at det kan tage op til tre uger (før den forsvinder), og så begynder tiden at rinde lidt ud. Men hvis jeg kan træne, og træne som jeg gerne vil, og de timer som skal til, hvis jeg skal tilbage i topform, så tror jeg, at jeg kan køre en god Vuelta.

VM er et stort mål for Fuglsang

Efter Vueltaen er VM i England det helt store mål for Jakob Fuglsang. Dernæst vil han gerne gøre det godt i blandt andet Lombardiet Rundt.

- Vi får se, hvordan det går i Vueltaen, og om jeg er klar nok, men jeg tror helt sikkert, at jeg nok skal være klar igen til VM.

- Jeg tror, at vi kan komme med et stærkt hold, som kan gøre sig gældende på en sådan lidt lettere kuperet rute. Der tror vi, at vi som dansk landshold kan udrette noget, og jeg håber selvfølgelig, at jeg kan være én af dem, der kan gøre en forskel.

Årets VM-rute er 284,5 kilometer, starter i Leeds og slutter i Harrogate.

- Den kunne selvfølgelig være hårdere, men jeg tror, at Yorkshire i slutningen af september kan blive hårdt nok, og den kan nok komme til at ligne en klassiker. Måske ligne et Liège-Bastogne-Liège meget. Det er det, jeg lidt håber på, siger Jakob Fuglsang.

Herrernes linjeløb køres 29. september. VM begynder 22. september.

Kasper Asgreen vandt i øvrigt gadeløbet i Struer foran Jeppe Pallesen og Michael Valgren. Også Michael Mørkøv, Mads Würtz Schmidt og Lars Bak var på startlisten.