Fransk stjerne 'bliver nødt til at vinde Touren' for at glemme årets exit

Thibaut Pinot måtte på grund af store smerter i det ene lår udgå af Tour de France, hvor han ellers lå nummer fem i klassementet.

Med tårerne trillende ned ad kinderne og omfavnet af en holdkammerat måtte franske Thibaut Pinot forlade årets Tour de France på 19. etape.

På det tidspunkt var han nummer fem i klassementet og blot 25 sekunder fra andenpladsen.

Men franskmanden kunne ikke træde ordentligt i pedalerne på grund af smerter i det ene lår og sakkede derfor efter favoritfeltet. Efter flere forsøg med forbindinger endte han med at forlade Touren.

- For at glemme alt det her – alle de her kampe – kan jeg kun bruge en sejr. En podieplacering er ikke tilstrækkelig længere.

- For at glemme alt det her, ja, så bliver jeg nødt til at vinde Touren, siger Thibaut Pinot ifølge Cycling News til L'Équipe.

Sidenhen har det vist sig, at franskmanden har pådraget sig en muskelskade, og at han må vente små tre uger, inden han kan genoptage træningen.

- Alt kollapsede som et korthus på en kilometer: Alt det, vi havde bygget op over sæsonen. Selv alt det, jeg havde genskabt siden Giroen, blev ødelagt igen. Jeg var knust, fortæller han i interviewet.

Stort comeback af franskmanden

Inden sit exit nåede Thibaut Pinot nåede at vinde en etape, nemlig 14. etape, der sluttede på Tourmalet.

Det blev starten på et stort comeback for franskmanden, der ligesom Jakob Fuglsang ellers havde tabt 1 minut og 40 sekunder i sidevinden på 11. etape.

Franskmanden sad efterfølgende godt med i bjergene, men han ved ikke, om han kunne have fulgt med Tour-vinderen Egan Bernal, hvis han havde været skadefri.

- Det finder vi aldrig ud af, og jeg vil ikke stille mig selv det spørgsmål. Jeg kørte på ét ben, forklarer han.

Thibaut Pinots bedste resultat i Tour de France er en tredjeplads tilbage i 2014.