- Det er et sats, siger landstræner om udtagelsen af fire Tour-danskere

16x9
Kasper Asgreen, Magnus Cort, Mads Würtz Schmidt og Michael Mørkøv skal alle køre EM. Foto: Ritzau Scanpix

De fire EM-danskere, der har kørt Tour de France, kan være ramte efter det store franske etapeløb, erkender Anders Lund.

Europamesterskaberne vises på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra torsdag 8. august.

Når europamesterskaberne i cykling skydes i gang i næste uge, vil halvdelen af det danske herrehold bestå af ryttere, der i slutningen af juli gennemførte Tour de France.

Landstræner Anders Lund erkender, at selvom Danmark har et stærkt hold med til start, er der også en del usikkerhed forbundet ved de fire Tour-ryttere med.

- Det er på sin vis et sats i forhold til, hvordan kroppen reagerer efter en Grand Tour. Men jeg synes, at jeg kan se, at de fire, der så har kørt Touren, er folk, der er kommet rigtig godt ud af den og har været med fremme, siger Anders Lund til TV 2 SPORT.

- Derfor giver det mig da en vis optimisme omkring, at de nok skal klare det godt. Det er klart, at det er en hård omgang, og at der er forbundet en del usikkerhed med at komme ud af en Grand Tour.

Landstræner: Der er nogle, der er hurtigere end os

Mads Würtz Schmidt, der kørte Tour de France for Katusha-Alpecin og var i udbrud flere gange undervejs i det tre uger lange etapeløb, fortæller dog, at han er kommet godt ud af Tour de France og ser frem til EM.

- Det glæder jeg mig til. Det er altid fedt at komme ud og køre med landsholdet – især når det er et stærkt hold, der kommer til EM.

- Det bliver fedt, og vi er nogle stykker, der kommer med god form fra Touren, så vi må se, hvad vi kan lave af rav i den. Jeg kom ud af Touren i god form og har ikke rigtig følt mig smadret, og min form kører bare videre, så det skal bare udnyttes, siger Mads Würtz Schmidt.

Landstrænerne vil endnu ikke melde en målsætning ud, selvom danskerne skulle være i topform efter Touren.

Det afhænger nemlig af, hvem der ellers er til start fra de store cykelnationer.

- Vi er ret optimistiske i forhold til mesterskabet, men vi kender ikke hele startlisten endnu. Der kommer helt sikkert til at være nogle, der på papiret er hurtigere end os. Vi må se på, hvordan løbet kan være bedst for os. Men det kommer også an på startlisten, siger Anders Lund.

Danmarks hold til linjeløbet:

  • Magnus Cort Nielsen (Astana Pro Team)
  • Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick-Step)
  • Michael Mørkøv (Deceuninck-Quick-Step)
  • Mikkel Frølich Honoré (Deceuninck-Quick-Step)
  • Mads Würtz Schmidt (Katusha-Alpecin)
  • Rasmus Byriel Iversen (Lotto-Soudal)
  • Asbjørn Kragh Andersen (Team Sunweb)
  • Mads Pedersen (Trek-Segafredo)

Danmarks hold til enkeltstarten:

  • Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick-Step)
  • Martin Toft Madsen (BHS-Almeborg Bornholm)