Cykling

Slovener vinder verdens hurtigste massespurt

Luka Mezgec var hurtigere end alle andre i spurten på anden etape af Polen Rundt. Endda så hurtig, at han nu har sat verdensrekord for den hurtigste tophastighed under en spurt. Andrzej Grygiel / Ritzau Scanpix

Slovenske Luka Mezgec har fået målt den hurtigste tophastighed under en massespurt nogensinde, da han vandt anden etape af Polen Rundt.

82 kilometer i timen.

Så hurtigt kørte Mitchelton-Scotts Luka Mezgec, da han sejrede på anden etape af Polen Rundt. Dermed forbedrede han rekorden med 1,2 kilometer i timen, som ellers blev sat på den selvsamme hurtige opløbsstrækning i Katowice i 2014 af belgiske Jonas Van Genechten.

- Den her spurt er meget speciel. Det er sådan en høj fart, og den sidste kilometer er meget lige. Det kræver en smule held, store gear og god timing, sagde Mezgec efter sin etapesejr til Cyclingnews.

Hans tophastighed blev målt 200 meter fra målstregen, men selvom han gik en smule ned, var det altså nok til at sætte rekord. En rekord, som Marcel Kittel også tidligere har været indehaver af, da han i 2010 fik målt den dengang hurtigste tid.

Hurtig opløbsstrækning

Luka Mezgec blev hjulpet godt på vej af gunstige forhold på opløbsstrækningen i Katowice. Opløbsstrækningen er kendt for at være ekstremt hurtig, hvor rytterne når tophastigheder på over 70 kilometer i timen.

Det skyldes især, at vejen har en mindre nedkørsel på den sidste kilometer mod målstregen.

Derfor kunne sloveneren glæde sig over rekorden.

- Jeg har vundet spurter, hvor det er sluttet nedad med måske en procent. Men på sådan en nedkørsel og så hurtigt her - aldrig, siger han.

Polen Rundt køres fra 3. til 9. august.