Cykling

Viviani forlader Mørkøv til fordel for fransk hold

Elia Viviani vandt en enkelt etape i årets Tour de France.  Jeff Pachoud / Ritzau Scanpix

Det franske hold Cofidis har skrevet kontrakt med stjernesprinteren Elia Viviani og Fabio Sabatini.

Elia Viviani er fra næste sæson fortid hos det belgiske storhold Deceuninck - Quick Step.

Italieneren har skrevet kontrakt med franske Cofidis, som hører til på cykelsportens næstøverste niveau. Viviani får følgeskab af landsmanden Fabio Sabatini, der ligeledes forlader det belgiske storhold.

Holdskiftet kommer bare en uge efter årets Tour de France, hvor Elia Viviani formåede at vinde en etape og sikre sig to andenpladser. Men han drømmer om mere.

- Selvom jeg vandt en etape i år, vil jeg virkelig gerne vinde mere i Tour de France næste år. Jeg føler, jeg kan vinde mere. I forhold til klassikerne er der to løb, som jeg drømmer om at vinde: Milan-San Remo og Gent-Wevelgem. Det er mine største mål i næste sæson, siger Elia Viviani til Cofidis' hjemmeside.

- Jeg er meget spændt på at skulle køre i de nye farver. Jeg har haft mulighed for at tale med Cédric Vasseur (holdchef, red.) og Roberto Damiani (sportsdirektør, red.) og fået fornemmelsen af, hvor opsat de har været på at få mig og fremlægge et ambitiøst projekt, siger Viviani videre.

Italieneren skiftede i 2018 til Deceuninck - Quick Step efter at have været tre sæsoner på Team Sky. Viviani startede sin professionelle karriere på Liquigas.

Viviani og Sabatini bliver holdkammerater med blandt andre danske Jesper Hansen.

Mørkøv har hjulpet Viviani til sejre

På Deceuninck - Quick Step har Elia Viviani været holdkammerat med danske Michael Mørkøv, som op til flere gange har hjulpet den italienske stjerne til sejre i blandt andet Giro d'Italia og Tour de France.

Så sent som søndag eftermiddag leverede danskeren endnu et imponerende lead-out for 30-årige Viviani, som kvitterede med at vinde endagsløbet Prudential RideLondon-Surrey Classic.

Men nu må Mørkøv, der selv blev nummer tre i søndagens løb, fra næste sæson indstille sig på at køre lead-out for en anden sprinter.

Det er endnu uvist, om Deceuninck - Quick Step henter en erstatning for Elia Viviani.