Polen Rundt neutraliserer 4. etape efter Lambrechts død

16x9
Bjorg Lambrecht blev 22 år. Foto: Julien Warnand / Ritzau Scanpix

4. etape af Polen Rundt skal køres, men den får ingen betydning i klassementet.

Der kommer ikke til at blive kæmpet om etapesejren eller om at hente tid i klassementet på 4. etape af Polen Rundt.

Efter Bjorg Lambrechts dødsfald som følge af et styrt på mandagens 3. etape har arrangørerne nemlig valgt at neutralisere etapen. Det fortæller formanden for de professionelle cykelrytteres forening i Polen, Jaroslaw Marycz.

- 4. etape neutraliseres. Rytterne kører fra start til mål, og de skal kun køre én omgang. Intet løb, skriver han på sin Twitter.

Etapen er desuden reduceret til 133,7 kilometer, skriver løbet på sin hjemmeside. Etapen begynder i Jaworzno og har mål i Kocierz. Den planlagte omgangskørsel på 38,5 kilometer i målbyen bliver sløjfet, og der bliver således kun kørt en enkelt omgang modsat de planlagte to af slagsen.

Bjorg Lambrechts død har lamslået cykelverdenen, og beskederne fra kolleger strømmer fortsat ind.

Lotto Soudal har ikke selv meldt ud, hvorvidt de fortsætter i løbet. Gør de det, bliver Lambrechts tragedie markeret ved målstregen.

- Hvis Lotto Soudal kører i morgen (tirsdag, red.), kommer de til at køre foran feltet over målstregen, skriver Jaroslaw Marycz.

Bjorg Lambrecht blev 22 år.