Cykling

Ryttere i sorg ærede Bjorg Lambrecht på neutraliseret etape

Holdkammeraten Enzo Wouters var opløst i gråd før etapen.

En neutraliseret og forkortet etape i Polen Rundt blev brugt til at mindes og hylde afdøde Bjorg Lambrecht.

Mandag indtraf en tragedie, der lammede cykelsporten.

Belgiske Bjorg Lambrecht omkom som følge af et styrt på 3. etape i Polen Rundt, hvor han ifølge løbslægen Ryszard Wisniewski stødte ind i et stort stykke beton i siden af vejen.

Der var stillet lys på betonstykket, som Bjorg Lambrecht ramte.

- Han blev genoplivet i ambulancen, og helikopteren ankom hurtigt. Hans tilstand var dog så alvorlig, at det var umuligt at flyve ham på hospitalet, sagde Wisniewski ifølge Sporza.

- Lægerne på hospitalet i Rybnik gjorde alt, hvad de kunne for at redde hans liv, men det lykkedes desværre ikke.

Tirsdagens etape blev neutraliseret, forkortet med godt 40 kilometer og brugt til at ære Bjorg Lambrecht.

Hans holdkammerater på Lotto Soudal Sander Armée, Carl Fredrik Hagen, Tomasz Marczynski, Harm Vanhoucke, Jelle Walays og Enzo Wouters stillede ligeledes til start for at mindes den 22-årige belgier.

(arkiv) Bjorg Lambrecht.

Stilhed og gråd

Etapen blev indledt med et minuts stilhed ved startstregen, hvor Lotto Soudal-holdet stod side om side.

Lotto Soudal-rytterne stod med armene om hinanden under et minuts stilhed før tirsdagens etape, som blev neutraliseret.

Alle ryttere var tydeligt berørte over dødsfaldet, hvor flere græd.

Jelle Wallays før etapen.
Sprinteren Mark Cavendish fra Dimension Data før etapen.
Holdkammeraten Enzo Wouters var opløst i gråd før etapen.

På og langs de polske veje var der flere markeringer til ære for Lambrecht fra tilskuerne.

Et banner dedikeret til Bjorg Lambrecht.

Skiftevis var holdene fremme i front af feltet for at vise deres sympati, mens Lotto Soudal-rytterne på den sidste stigning til målstregen igen tog teten side om side.

De stoppede få meter fra målstregen, hvor et banner hyldede Lambrecht, mens tallet 143 – hans rygnummer – stod skrevet på vejen.

De tog deres hjelme af, lagde armene om hinanden, og der blev igen holdt et minuts stilhed. Lotto Soudals stab stod også ved vejen med armene om hinanden.

Lotto Soudal-rytterne få meter fra målstregen.

Efter etapen gav holdets team manager John Lelangue interview, men var for påvirket af situationen til at sige ret meget.

- Man skal igennem det, fordi... ja. Han..., sagde han og måtte afbryde interviewet.

Et stort talent

I år markerede Bjorg Lambrecht sig ved blandt andet at vinde ungdomstrøjen i Critérium du Dauphiné, blive nummer fire i Flèche Wallonne og nummer seks i Amstel Gold Race.

- Det var et af de store belgiske talenter. Han var en ny belgiske Ardenner-klassiker-konge, kan man nok godt sige. Han var god til at køre op ad de her små, stejlere stigning, som der kendetegner Ardennerne. Det var sådanne løb, han var aller, aller bedst til. Det er sådan, jeg vil huske ham, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

Han skrev kontrakt med Lotto Soudal i 2018 efter en sæson, hvor han vandt juniorernes udgave af Liège-Bastogne-Liège og blev nummer to i Tour de l'Avenir, som populært kaldes juniorernes Tour de France.

Ved VM blev han nummer to i U23-rytternes linjeløb.

Ifølge cykelmediet ProCyclingStats var Bjorg Lambrecht på den provisoriske startliste til Vuelta a España, der køres om under tre uger.