Afslappet EM-optakt skal sikre, at Asgreen er mentalt klar

16x9
Kasper Asgreen var meget glad, da han ankom til Champs-Élysées i sin Tour-debut. Foto: Sigrid Eggers

Den danske mester i enkeltstart, Kasper Asgreen, udgør sammen med Martin Toft Madsen det danske hold til EM i enkeltstart.

Grillede bøffer, et ekstra glas vin og sene aftener.

Det lyder måske som en dejlig sommeraften for dig, men faktisk har det også været tilfældet for Kasper Asgreen efter Tour de France.

Her har den 24-årige dansker nemlig fokuseret på at blive mentalt klar.

- Jeg har fået grillet nogle gode bøffer og drukket et par bajere. Det er altid hyggeligt.

- Jeg har sådan nogle indbyggede pauser i løbet af året, hvor jeg kan få lov at gøre lidt, som det passer mig – sidde oppe en sen aften og spise lidt slik foran fjernsynet, drikke en øl eller få et glas ekstra vin til aftensmaden eller sådan noget, siger Kasper Asgreen og tilføjer:

- Det er jo ikke noget, der ændrer en hel masse i, hvordan man præsterer – men det ændrer noget for, hvordan dit hoved fungerer.

Kasper Asgreen fik Tour de France-debut i juli, hvor han var hjælperytter for både Julian Alaphilippe og Elia Viviani.

Derfor sad han mange kilometer forrest i feltet og trak de andre ryttere af sted, og på en enkelt etape lykkedes det danskeren at komme i udbrud og tage andenpladsen.

Nu gælder det så EM i enkeltstart, og efter en god start på sæsonen har det været vigtigt for Kasper Asgreen at fokusere på sin mentale friskhed.

- Når jeg kommer hjem herfra, starter jeg en ny træningsblok på to måneder, og det skal du være frisk til. Du skal kunne gå ind i den der zone og kunne arbejde seriøst to måneder i streg. Det er der nogen, der godt kan, men jeg kan mærke, at hvis jeg i en hel sæson igennem kører i den zone, brænder jeg ud på et eller andet tidspunkt.

- Så for mig er det vigtigt at tage de der pauser, hvor jeg lige kan gøre, som jeg har lyst til. Det gjorde jeg efter klassikerne, så gjorde jeg det igen nu, og så gør jeg det igen, efter sæsonen er slut, fortæller danskeren.