Dansker forlod EM: - Noget af det sygeste, jeg nogensinde har kørt

Mie Saabye var i stand til at køre videre efter sit styrt, men hun valgte at stå af. Generelt var juniorernes EM i linjeløb præget af mange styrt.

99 ryttere stillede til start i juniorløbet ved EM, men undervejs måtte 16 ryttere stå af på de regnvåde veje.

En af de ryttere, der måtte udgå fra løbet, var danske Mie Saabye, der er junior-danmarksmester i både enkeltstart og linjeløb.

Danskeren var impliceret i et af de mange styrt i løbet, som dog ikke blev fanget på tv-billederne.

- Det var kaos fra start - et sindssygt løb. Det var noget af det sygeste, jeg nogensinde har kørt. Jeg prøvede at få mig placeret i front for at undgå styrt, men så lander man på hovedet og prøver at komme tilbage igen, og det går egentlig okay, men jeg kan ikke tænke A og B.

- Så bliver grupperne splittet, og jeg fik det egentlig ikke bedre. Og så valgte jeg, at jeg hellere ville køre med hovedet i stedet for at køre med livet som indsats. Det blev ikke mere sikkert at køre cykelløb. Folk blev mere og mere bange, og der var styrt i hvert sving til sidst, fortalte Mie Saabye til TV 2 SPORT umiddelbart efter, hun var stået af cyklen.

Fortrøstningsfuld dansker

Da TV 2 SPORT talte med Mie Saabye, var hun endnu ikke blevet tjekket for eventuelle skader. Danskeren var dog fortrøstningsfuld på sine egne vegne.

- Jeg er okay. Jeg skal bare lige falde ned. Jeg er selvfølgelig skuffet, fordi der er ét EM om året, og det var det sidste juniorløb, jeg havde.

- Jeg tog beslutningen om at stå af efter bykørslen, for folk væltede også rundt i vores gruppe, selvom vi var i anden gruppe. Så det var sindssygt, lød det fra Mie Saabye.

Bedste dansker i juniorløbet blev Mette Egtoft Jensen, der krydsede målstregen som nummer 25 – blot otte sekunder efter den hollandske vinder Ilse Pluimers.