Cykling

Danske EM-ryttere vil køre sig i position til VM

Michael Mørkøv vandt DM i landevejsløb i juni.

EM i landevejscykling er en åbenlys mulighed for at vise sig frem for landstræner Anders Lund frem mod VM.

EM som adgangsbillet til et VM.

Sådan tænker flere af de danske ryttere, der er udtaget af landstræner Anders Lund til søndagens EM i linjeløb, der finder sted i og omkring den hollandske by Alkmaar.

Otte danskere er valgt til kampen om den europæiske mesterskabstrøje, og blandt dem er danmarksmester Michael Mørkøv, der har VM i baghovedet.

- Der er få muligheder i sæsonen for at vise sig frem for landstræneren. Jeg kan godt lide at repræsentere Danmark, uanset om det er et EM eller VM. Det er klart, at et EM også er en mulighed for at kvalificere sig til et VM, siger Mørkøv.

I alt er tre ryttere fra det succesfulde belgiske Quick-Step-mandskab udtaget. Foruden Mørkøv drejer det sig om Tour de France-profilen Kasper Asgreen og talentfulde Mikkel Frølich Honoré.

Sidstnævnte peger på, at det ikke er mange gange i løbet af en sæson, at de danske ryttere får mulighed for være sammen med landsholdet.

- Det er helt klart et af mine mål at komme med til VM for eliten. EM er et godt udstillingsvindue til at vise sig frem for Anders og forhåbentlig komme med til VM senere på året, siger den 22-årige Honoré.

VM i cykling afholdes i slutningen af september i Yorkshire-området i England. Det betyder, at rytterne kan se frem til et kuperet terræn, uden at der er tale om deciderede bjerge.

Det passer flere af de danske cykelprofiler ganske godt, påpeger Anders Lund.

- Vi har 18 professionelle på World Touren og 34 professionelle i det hele taget. Hvis to tredjedele havde været hardcore bjergryttere, kan det godt være, at det ville være mindre interessant.

- Men majoriteten af den gruppe er rigtig dygtige til at køre den slags cykelløb, og det gør selvfølgelig også noget for interessen, siger Lund.

EM blev første gang afholdt for eliteryttere i 2016. Slovakken Peter Sagan vandt den første udgave i 2016, norske Alexander Kristoff tog sejren året efter, og sidste år triumferede italieneren Matteo Trentin.

I år passer den pandekageflade rute på papiret sprinterne godt, og på den foreløbige startliste finder man da også navne som Dylan Groenewegen (Holland), Elia Viviani (Italien) og Arnaud Demare (Frankrig).

Det danske hold består af Michael Mørkøv, Mikkel Frølich Honoré, Kasper Asgreen, Mads Würtz Schmidt, Magnus Cort, Asbjørn Kragh Andersen, Mads Pedersen og Rasmus Byriel Iversen.