- Det havde jeg ikke forventet, siger skuffet ekspert om dansk EM-løb

Det danske hold viste sig frem i starten af herrernes EM i linjeløb, men da de afgørende momenter opstod, var det svært at få øje på de danske farver.

Der var ingen danskere med i den absolutte finale, da herrernes linjeløb søndag afsluttede fem dage med EM-løb i hollandske Alkmaar.

De sidste 65 kilometer af løbet blev en ren italiensk dominans, som supersprinteren Elia Viviani afsluttede med EM-guld til Italien. Kun Kasper Asgreen formåede at sidde med i frontgruppen, hvor tre andre ryttere med 27 kilometer til mål satte dødsstødet ind og kørte væk.

Yves Lampaert, Pascal Ackermann og Elia Viviani kørte alene væk med 27 kilometer til mål ved herrernes EM. Video: TV 2 SPORT

Rolf Sørensen: Danskerne endte som statister

Derfor var Asgreen heller ikke med til at køre om de sekundære placeringer. Her formåede Michael Mørkøv til gengæld at spurte sig til en femteplads, efter en jagtende gruppe var nået op til den resterende del af frontgruppen. Danmark var dog aldrig med i kampen om medaljerne.

- Danskerne er statister - med undtagelse af Asgreen, der har siddet med og gjort det godt. Det havde jeg ikke forventet. Jeg havde troet, Danmark havde ageret meget mere i det her løb, og danskerne var slet ikke til stede, da skruen blev sat hårdt i vandet. Der var danskerne usynlige.

- Det er mest af alt irritation, der fylder, fordi jeg ved, hvor dygtige vores danske cykelryttere er. De skal have mere ud af de her dage, og nu ender de med bare at være en del af løbet og sidde med i en gruppe, der er tilbage, lød konklusionen undervejs i løbet fra cykelekspert Rolf Sørensen.

Vi kørte et kanonløb som nation

Michael Mørkøv

Efter løbets afslutning var han stadig skuffet over måden, som danskerne kørte den afgørende del af løbet på. Selvom han isoleret set kaldte Michael Mørkøvs femteplads for et fint resultat.

- De misser jo, da løbet bliver kørt. Det er nemt at være bagklog, men når der sidder syv italienere forrest på rundstrækningen, der har luret, det er en svær rute, der skal alarmklokkerne ringe. Ellers risikerer man at miste det, og det var, hvad der skete, sagde Rolf Sørensen om danskernes løb.

Mørkøv: - Vi kørte et kanonløb som nation

Resultatet var en stærk kontrast til starten på løbet, hvor de otte danskere ryttere viste sig frem. På de indledende 46 kilometer ind mod Alkmaars gader, hvor der skulle køres 11 omgange på en rundstrækning, var danskerne med til at dominere løbet.

Blandt de første 36 ryttere sad seks danskere med, og da flere ryttere kort efter kom til, sad Danmark med syv ryttere blandt cirka 60 ryttere i front.

- Vi kørte et kanonløb som nation. Vi havde aftalt, at vi skulle køre med fremme fra starten, og da den splittede til at starte med, var vi seks ud af otte med i første gruppe, så det var rigtig stærkt kørt. Det var fedt at køre på et oplagt hold, lød det fra Danmarks bedste mand, Michael Mørkøv, efter løbet.

Der er ét moment i cykelløbet, vi misser, og det bliver dyrt

Anders Lund, dansk landstræner

Scenariet holdt, indtil italienerne satte sig frem og lavede en afgørende splittelse i frontgruppen. Kun 13 ryttere formåede at sidde med - heriblandt Kasper Asgreen som eneste dansker.

- Vi sad også og kørte med godt hen på omgangene, men vi missede desværre at køre med om medaljerne.

Kommer I til at sidde for langt tilbage, da det kører?

- Ja, det gør vi. Det er svært at sige, hvornår det præcis kører inde på de her omgange, og personligt sad jeg og passede på for at spare mig til spurten. Så var flere af de andre meget aktive, men desværre var kun Asgreen med, da de kørte en 13-mandsgruppe væk, tilføjede Mørkøv.

Landstræneren havde solgt EM for en femteplads

Landstræner Anders Lund var godt tilfreds med Michael Mørkøvs femteplads, som han gerne havde solgt løbet for, inden de rullede ud på de 172,6 kilometer.

Alligevel sad danskerne undervejs i så god en position, at han nåede at drømme om, de virkelig kunne sætte pres på i finalen.

- Så er vi der ikke, da italienerne kører. Og Asgreen må vende vrangen ud på sig selv, for vi er repræsenteret helt fremme. Han kommer sig aldrig rigtig, og da de tre kører til sidst, er det sket. Der er ét moment i cykelløbet, vi misser, og det bliver dyrt.

- Til gengæld er jeg rigtig glad og imponeret over den start, som vi får kørt, der desværre ikke bliver TV-transmitteret. Der er vi blandt de absolut stærkeste og med til at dominere i den 36-mandsgruppe, som river sig løs og først bliver hentet inde på rundstrækningen.

- Vi gør mange ting rigtigt og viser, vi har et super stærkt hold, og så mangler vi lige det sidste på det afgørende tidspunkt, lød konklusionen fra landstræneren.

Imens italienske Elia Viviani kunne kalde sig ny europamester, blev belgiske Yves Lampaert og tyske Pascal Ackermann henholdsvis nummer to og tre.

Elia Viviani vandt guld til EM i linjeløb foran Yves Lampaert. Michael Mørkøv tog femtepladsen 33 sekunder senere. Video: TV 2 SPORT