Landstræner lover offensiv dansk kørsel i EM-løb

Den danske landstræner er langt fra sikker på, at herrernes linjeløb ved EM i cykling ender i den forventede massespurt.

På intet tidspunkt kommer rytterne mere end fem meter over havets overflade, når der søndag skal kæmpes om EM-guldet i herrernes linjeløb.

Derfor kunne det godt ligne en kamp mellem sprinterne om sejren, men sådan tror den danske landstræner Anders Lund ikke nødvendigvis, at det ender.

- Med alle de sving og den sidevind, der kommer, kommer til at betyde noget for i hvert fald den første del af løbet. Den kommer til at tære på folk, forudser Anders Lund.

- Og lige pludselig kan nogle af de ellers solide sprintertog smuldre lidt i kanten. Og det er den type cykelløb, vi vil skubbe i retningen af og faktisk investere næsten hele holdet i at få placeret folk i udbrud, siger Anders Lund til TV 2 SPORT.

EM-løbet bliver kørt i og omkring den hollandske by Alkmaar, hvor terrænet er fladt. Men samtidig ligger byen på den hollandske vestkyst og ikke langt blæsten fra Østersøen.

Lørdag var blæsevejret i Alkmaar så kraftigt, at det fik dele af taget på fodboldklubben AZ Alkmaars hjemmebane til at kollapse.

Søndag lyder vejrudsigten for Alkmaar på vindstød på 9-10 meter i sekundet.

- Vi kommer til at køre offensivt med Mads P. (Pedersen, red.), Magnus Cort, Kasper Asgreen og en række andre - og så er Mørkøv vores kort i en samlet spurt. Men jeg er langt fra sikker på, at det bliver det sprinteropgør, siger Anders Lund til TV 2 SPORT.

EM-løbet er i alt 172,6 kilometer langt med 46,16 kilometer på en rute omkring Alkmaar, inden der venter rytterne 11 omgange af hver 11,5 kilometer på den rundstrækning inde i Alkmaar, hvor de øvrige løb i EM i denne uge er blevet kørt.

Hos bookmakerne er det kendte sprinternavne som Dylan Groenewegen, Pascal Ackermann og Elia Viviani, der bliver nævnt som favoritterne.

Du kan se herrernes linjeløb ved EM direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 13.10