Matti Breschel stopper karrieren

16x9
Matti Breschel toppede karrieren med VM-sølv i 2010. Foto: EF Procycling

Efter 14 sæsoner som professionel har Matti Breschel valgt at indstille karrieren. En karriere, der blandt andet har budt på VM- og DM-metal.

Cykelrytteren Matti Breschel stopper med at træde i pedalerne på professionelt niveau senest efter indeværende sæson.

Det bekræfter Breschel over for TV 2 SPORT. Ligeledes fortæller han mandag, at en gigtsygdom har haft indflydelse på beslutningen om at stoppe.

Allerede i foråret i forbindelse med endagsklassikeren Paris-Roubaix luftede Breschel tanker om et karrierestop over for TV 2 SPORT.

- Tiden rinder stille og roligt ud. Jeg står og skal forlænge i år, hvis jeg skal være cykelrytter igen til næste år. Der er intet, der er sikkert. Så måske. Det kunne godt være mit sidste Paris-Roubaix, lød det fra Matti Breschel.

Årets Paris-Roubaix var EF Education First-rytterens tiende i karrieren.

'Han har skabt sig en fantastisk karriere'

Matti Breschel blev professionel i 2005, og i løbet af de seneste 14 år har han skrevet store triumfer på sit cv.

Den 34-årige dansker har blandt andet vundet VM-bronze og -sølv, en etapesejr i Vuelta a España, danmarksmesterskabet i linjeløb og ni etapesejre i Danmark Rundt.

- Han har været en fandenivoldsk cykelrytter, han har været god til at vinde cykelløb. Jeg havde faktisk forventet, at han havde vundet mange flere, men sådan går det ikke altid, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen og tilføjer:

- Han har dog skabt sig en fantastisk karriere, og han har været på den øverste scene med de allerstørste ryttere. Matti skal jo bare hædres, som han bør.

Mandag aften kører Matti Breschel gadeløbet Tour de Charlottenlund. Det er hans sidste løb på dansk asfalt. Løbet begynder klokken 19.

Herunder kan du læse om og se en række af Matti Breschels største resultater.

Matti Breschels største resultater
2004
Juni
DM-bronze allerede som 19-årig
Matti Breschel (th) vandt DM-bronze i 2004. Jeppe Michael Jensen / Scanpix Danmark
105 danskere deltog i DM i landevejscykling 2004 i Hadsten, hvor rytterne skulle ud på en 189,5 kilometer lang rute.
 
Den dengang blot 19-årige Matti Breschel kørte med i afslutningen, og han tog sin første DM-medalje på eliteniveau, da han sikrede sig tredjepladsen. Michael Blaudzun tog guldet, mens Stig Dam snuppede sølvet.
Oktober
Flot placering ved U23-VM og professionel kontrakt
På de italienske veje var Matti Breschel en af flere danskere, der imponerede ved U23-VM. Danskeren blev nummer seks i løbet, mens Mads Christensen tog sig af tredjepladsen.
 
Få uger senere blev det offentliggjort, at 20-årige Matti Breschel havde skrevet en to-årig kontrakt med Bjarne Riis' hold CSC Proteam. 
 
- Det er klart, at man har fået en ordentlig spandfuld motivation, og jeg glæder mig som en lille dreng, udtalte han dengang.
2005
Februar
Vinder af ungdomstrøjen i Tour of Qatar
I sin første sæson som professionel kørte Matti Breschel blandt andet Tour of Oman. Her imponerede den unge dansker, da han hentede en samlet andenplads og vandt ungdomskonkurrencen.
 
Faktisk blev podiet ryddet af CSC-ryttere alene, da Lars Michaelsen vandt, mens Fabrizio tog sig af tredjepladsen. Stjernerytteren Tom Boonen måtte tage til takke med en fjerdeplads.
Juni
DM-bronze for andet år i træk
Matti Breschel vandt i 2005 DM-bronze for andet år i træk. Henning Bagger / Scanpix
DM 2005 havde målstreg i Odense, og her var Matti Breschel endnu en gang med i kampen om de sjove placeringer. Guldet var dog uden for rækkevidde, da Lars Bak kørte alene af sted og sikrede sig det ædleste metal i sikker stil.
 
Lars Michaelsen, Matti Breschel og Frank Høj kæmpede om de sidste podiepladser, og her lykkedes det altså Matti Breschel at sikre sig DM-bronze for andet år i træk. Lars Michaelsen tog sig af sølvet.
2008
Juni
Breschel træder et skridt op på DM-skamlen
Matti Breschel vandt DM-sølv i 2008. TV 2 SPORT
DM i landevejscykling 2008 bød på en rute på 196 kilometer. Her sikrede Nicki Sørensen sig den rød-hvide trikot, da han kom i mål alene hele 1 minut og 16 sekunder foran feltet.
 
Til gengæld skulle sølvet og guldet fordeles i en massespurt, og her sprintede Matti Breschel sig til en sølvmedalje, mens Jens-Erik Madsen vandt bronze.
September
Vinder af 21. etape i Vueltaen
Matti Breschel kunne række armene i vejret på 21. etape i Vueltaen 2008. Felix Ordonez / Scanpix Denmark
Matti Breschel kørte i 2008 Vuelta a Espana for sit hold Team CSC Saxo Bank, og på den sidste etape satsede holdet på danskeren. Og det gjorde de med god grund, for den dengang 24-årige dansker vandt spurten i Madrid.
September
Optimistisk Breschel vinder VM-bronze
Kun en uge efter etapesejren i Vuelta a Espana leverede Matti Breschel karrierens på daværende tidspunkt største resultat, da han snuppede VM-bronze.
 
Den unge dansker var med i et udbrud, men han kunne ikke følge med værtslandets Alessandro Ballan og Damiano Cunego, der vandt henholdsvis guld og sølv. Til gengæld fik han spurtet sig til den sidste podieplads, og det gav ham blod på tanden: 
 
- Jeg synes sgu, det var stort. Jeg ville gerne have hørt den danske nationalsang, men det blev det ikke til i år.
Det kan du måske nå en anden gang så?
- Ja for faaan', jeg er jo først lige startet jo, lød det fra Matti Breschel.
2009
Juni
Første DM-guld siden juniortiden
Matti Breschel var et stort smil, da han vandt DM i 2009. TV 2 SPORT
Tilbage i 2001 blev Matti Breschel danmarksmester i landevejscykling for U19-ryttere, og i 2009 lykkedes det ham så at vinde guld i eliterækken.
 
Matti Breschel og Chris Anker Sørensen kom af sted i udbrud sammen, og sidstnævnte forsøgte at ryste Matti Breschel af på en stigning kort før mål. Det lykkedes dog ikke, og derfor kunne Matti Breschel i overlegen stil spurte DM-guldet hjem.
2010
Marts
Sejr i Dwars door Vlaanderen
Matti Breschel jubler over sejren i Dwars Door Vlaanderen. Benoit Doppagne / Scanpix Denmark
I marts 2010 viste Matti Breschel storform, da han deltog i semiklassikeren Dwars door Vlaanderen. 
 
Team Saxo Bank-rytteren vandt nemlig det belgiske brostensløb - endda efter 20 kilometers imponerende solokørsel, hvor store navne som Tom Boonen og Juan Antonio Flecha ikke var i stand til at svare igen på danskerens angreb.
Oktober
Skuffet Breschel vinder VM-sølv
Australien lagde i 2010 asfalt til VM i landevejscykling, og her var der lagt op til en massespurt. 
 
Matti Breschel tog af sted med drømmen om VM-guld, men norske Thor Hushovd var en tand stærkere. Derfor løb nordmanden med guld, mens Matti Breschel måtte 'nøjes' med sølv.
 
- Sådan lige umiddelbart er jeg da en lille smule skuffet. I dag kørte jeg efter sejren og måtte nøjes med en andenplads. Det er sgu næsten den værste placering, man kan få, lød det dengang fra Matti Breschel.
2013
August
Rekordholder i Post Danmark Rundt
Etapesejrene i Post Danmark Rundt stoppede ikke i 2013 for Matti Breschel. I 2015 kunne kan nemlig juble over at have vundet ni etaper i alt. Henning Bagger / Scanpix Denmark
Matti Breschel hentede i 2013 to etapesejre i Post Danmark Rundt. Det bragte ham op på i alt seks etapesejre i det løb, og dermed overtog han rekorden for flest etapesejre. 
 
Siden da har han vundet tre etaper ved det danske etapeløb, og han er fortsat indehaver af rekorden med ni sejre. De nærmeste forfølgere er Jesper Skibby og Nicola Minali med fem etapesejre.
2014
Juni
Vinder af Luxembourg Rundt
I 2014 vandt Matti Breschel etapeløbet Luxembourg Rundt, og det gjorde han med manér. Danskeren vandt nemlig to ud af fire etaper, og udover førertrøjen sikrede han sig også pointtrøjen.
 
September
Akkurat ingen medalje ved VM
Igen i 2014 var Matti Breschel en del af finalen ved VM. Men her trak han det korte strå, da han blev passeret af Alejandro Valverde på de sidste meter.
 
Polakken Michal Kwiatkowski blev verdensmester det år.