Cykling

Danske EM-resultater giver to ekstra pladser til VM

Michael Mørkøv spurtede sig til en femteplads.

Det blev rigtig betydningsfuldt, at Danmark hentede gode placeringer ved EM.

Det danske cykellandshold får otte ryttere med til VM i september. Det står klart efter det overståede EM i cykling.

Her spurtede Michael Mørkøv sig til en femteplads i linjeløbet, mens Kasper Asgreen, Martin Toft og Mikkel Bjerg også hentede point i løbet af EM-ugen i Alkmaar.

Det giver nok point til, at Danmark rykker over Storbritannien på Den Internationale Cykelunions (UCIs) rangliste.

Et pladsbytte, der betyder, at Danmark nu får otte ryttere med til VM – og ikke seks, som de stod til før EM.

De ti bedst placerede lande på UCIs rangliste får otte ryttere med til VM, mens lande placeret mellem nummer 11 og 20 får seks med. Inden EM var Danmark på 11.-pladsen bag netop Storbritannien.

Sidste år havde Danmark også otte ryttere med til VM. Der kørte Michael Valgren i mål på en syvendeplads. Før det skal vi helt tilbage til 2004, siden Danmark sidst havde otte ryttere med til VM.

Ny disciplin: Holdtidskørsel for mænd og kvinder

Rytterne på den mixede holdtidskørsel skal køre på nationale hold á seks ryttere. Der vil være henholdsvis tre mandlige ryttere og tre kvindelige ryttere. 

Først vil de tre mandlige ryttere blive sendt afsted på den 28 kilometer lange rute. Når den anden mandlige rytter er i mål, bliver de tre kvindelige ryttere så sendt afsted på den samme rute, som de mandlige ryttere har kørt. 

Når den anden kvindelige rytter er i mål, er det så det nationale hold med den bedste samlede tid, der kan kalde sig verdensmester.

Danmarks største bidragsyder til årets rangliste er Jakob Fuglsang, der ligger nummer tre blandt alle ryttere i verden. Nummer to på den interne danske liste er Kasper Asgreen.

Du kan se de forskellige ruteprofiler fra VM ved at klikke på billedet nedenunder.

Herrernes VM i linjeløb bliver kørt søndag 29. september i engelske Yorkshire.