Cykling

Dansker vinder første etape i Tour de l’Avenir

22-årige Mathias Norsgaard kørte alene over målstregen til etapesejr og førertrøje i Tour de l’Avenir også kaldet ungdommens Tour de France.

De danske U23-ryttere har tradition for at levere sejre i Tour de l’Avenir, og dette års udgave er ingen undtagelse.

Torsdag blev første etape af ungdommens Tour de France kørt i det sydvestlige Frankrig, og her kunne den tempostærke Mathias Norsgaard trille alene ind over målstregen til sejr efter en lang dag i udbrud.

- Det betyder bare rigtig meget for mig. Jeg tror aldrig, at jeg har været så glad for at vinde et cykelløb. Det er en forløsning for mig, siger Mathias Norsgaard til TV 2 SPORT.

- Jeg har skuffet mig selv nogle gange i år og har ikke opnået de forventninger, jeg har stillet mig selv. Det er min første sejr som senior på landevejen. Ellers har jeg kun vundet enkeltstarter, så det betyder meget, at jeg beviser, at jeg også kan køre linjeløb.

Mathias Norsgaard lå i udbrud fra start af løbets første flade etape, hvor han kun fik selskab af slovenske Žiga Horvat.

30 kilometer fra mål kørte Norsgaard, der til daglig kører på Riwal Readynez, væk fra sin slovenske følgesvend og holdt feltet bag sig resten af vejen til målstregen.

- Sloveneren arbejdede hårdt i starten, og det lukrerede jeg på. Vi aftalte, at han fik bjergpointene, hvis bare han gad at føre igennem.

- Det var bare held tror jeg, fordi det er lidt dumt at give en enkeltstartsrytter fem minutters forspring. Det var lidt feltets egen fejl, at de gav mig for meget tid, forklarer den 22-årige temporytter.

Den danske landstræner, Anders Lund, kunne følge Mathias Norsgaard fra servicebilen, og han var meget tilfreds med, hvad han så fra sin rytter.

- Jeg synes, det var en flot sejr, der var meget fortjent. Mathias tog en vigtig chance i dag, og han troede på det. Han kørte med stor vilje og stort fysisk overskud. Der er ingen tvivl om, at han er i topform, når han kan køre så stærkt og tage røven på feltet, siger landstræneren.

Førertrøje skal forsvares fredag

Dagens etapesejr betyder, at Mathias Norsgaard også er i løbets førertrøje, hvor han har et forspring på 52 sekunder til britiske Ethan Hayter.

Fredag skal den gule trøje forsvares på en holdtidskørsel sammen med de øvrige danskere, og allerede her kan en ny dansk etapesejr være på vej i ungdommens Tour de France.

- Jeg tror faktisk godt, at vi kan vinde holdløbet. Det er i hvert fald vores ambition. Vi har også Johan Price-Pejtersen den nykårede U23-europamester i enkeltstart på holdet.

- Andreas Krohn er vores klassementsmand, så vi vil forsøge at skaffe et forspring til ham, og så taber jeg nok førertrøjen på tredje etape, siger Norsgaard.

På holdtidskørslen skal rytterne ud på 32 kilometer, og den danske landstræner forventer som Mathias Norsgaard, at de danske ryttere kan levere et godt resultat.

- Vi har rigtig store forventninger til holdløbet, men vi ved også godt, at tingene skal spille hundrede procent. Noget tyder på, at rytterne er kommet ind til det her løb i topform. Det er en rigtig god disciplin til os, fordi det danske niveau på enkeltstarterne er så højt, fastslår Anders Lund.

Mathias Norsgaard og de øvrige danske ryttere skal i Tour de l’Avenir køre i alt ti etaper.

Etapeløbet er kendt for at være stedet, hvor de største cykeltalenter viser sig frem og er tidligere blevet vundet af blandt andre Egan Bernal, Nairo Quintana og Lars Bak

Sidste år vandt de danske ryttere løbets holdtidskørsel og i 2017 vandt Kasper Asgreen ligesom Mathias Norsgaard løbets første etape.

22-årige Mathias Norsgaard kørte alene over målstregen til etapesejr og snuppede dermed førertrøjen i Tour de l’Avenir. Video: Malthe Henriksen