Vuelta a España

Sunweb-dansker udtaget til Vueltaen

Casper Pedersen får Grand Tour-debut. Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Casper Pedersen skal forsøge at hjælpe Sunweb-mandskabets sprinter, Max Walcheid, til succes i årets Vuelta a España.

23-årige Casper Pedersen får i sin første sæson for Team Sunweb Grand Tour-debut.

Når Vuelta a España begynder lørdag den 24. august bliver det med den danske rytter til start på holdtidskørslen i Salinas de Torrevieja.

Her bliver danskerens rolle at hjælpe sine mere rutinerede holdkammerater, fortæller holdets træner Luke Roberts.

- Vores hovedmål er at gå efter et godt klassement med Wilco (Kelderman, red.). Vi medbringer stærk støtte i form af Nicholas (Roche, red.) og Michael (Storer, red.) samt allround-talentet Martijn (Tusveld, red.).

- Max (Walscheid, red.) går efter succes på de flade etaper med hjælp fra Grand Tour-debutant Casper (Pedersen, red.) og vejkaptajn Nikias (Arndt, red.), siger Luke Roberts på holdets hjemmeside.

Casper Pedersen er i gang med sin første sæson på World Touren, da han skiftede til Sunweb fra Aqua Blue Sport på en treårig kontrakt.

Team Sunwebs Vuelta-hold

  • Nikias Arndt
  • Wilco Kelderman
  • Casper Pedersen
  • Robert Power
  • Nicholas Roche
  • Michael Storer
  • Martijn Tusveld
  • Max Walscheid