Cykling

Forsvarende mester dropper Vueltaen

Simon Yates vandt Vuelta a España 2018.

Simon Yates kommer ikke til at stille til start ved Vuelta a España senere på måneden.

Når dette års sidste Grand Tour, Vuelta a España, cykles i gang i slutningen af august, så bliver det uden den forsvarende mester i feltet.

Britiske Simon Yates, der vandt sidste års løb foran Enric Mas og Miguel Ángel López, er nemlig ikke blandt de 8 ryttere som Mitchelton-SCOTT har udtaget til den spanske rundtur.

I stedet satser det australske mandskab mere på at køre efter etapesejre. Dem skal colombianske Esteban Chaves og den rutinerede spanier Mikel Nieve stå for, mens Simon Yates, der både har kørt Giro d'Italia og Tour de France, holder en tiltrængt løbspause.

- Vi har en ambition om klassementet med Esteban Chaves, men vi er også meget fokuseret på etapesejre, udtaler sportsdirektøren Julian Dean til holdets hjemmeside.

- Vi ved alle, at Mikel Nieve altid er en mand, der kan køre med om etapesejre. Han har præsteret mange gode resultater i Grand Tours, så han vil også være et fokus for os.

Udover Nieve og Chaves har Mitchelton-holdet fundet plads til Sam Bewley, Tsgabu Grmay, Damien Howson, Luka Mezgec, Nick Schultz og Dion Smith.

Dermed står det også klart, at danske Christopher Juul-Jensen heller ikke kører det store spanske etapeløb, efter han, ligesom Simon Yates, har kørt både Giro d'Italia og Tour de France.

Og det er den danske hjælperytter, der ikke just har sin force, når det går opad, nok ganske godt tilfreds med. Ifølge sporttsdirektøren Julian Dean venter der nemlig en særdeles hård rundtur i det spanske.

- Overordnet er dette års Vuelta en af de hårdeste, vi har set i nyere tid, fortæller Julian Dean til holdets hjemmeside.

Dermed er der lagt op til et brag af et cykelløb i Spanien. Husk, du kan se dette års Vuelta a España på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra den 24. august.