Israelsk hold skrev med kendt bjergrytter: - Ejerne ville have en stjerne

16x9
Dan Martin har de seneste to sæsoner kørt for UAE Emirates. Foto: Christian Hartmann / Ritzau Scanpix

Fredag blev det offentliggjort, at irske Dan Martin skal køre for Israel Cycling Academy fra næste sæson. Holdets ejere får dermed et mål opfyldt.

Nok er Israel Cycling Academy kun på cykelsportens næsthøjeste niveau, prokontinental, men holdet har alligevel formået at hente en stjerne til.

Irske Dan Martin har i karrieren blandt andet vundet to etaper i Tour de France, hvor han fra 2016-2018 endte i top-10 i den samlede stilling.

Nu skal han være Israel Cycling Academys stjerne på landevejen - og ifølge holdets danske sportsdirektør, Nicki Sørensen, så passer ansættelsen af Martin perfekt ind i ejernes planer med holdet.

- De ville gerne have en stjerne, der kan gøre sig godt i etapeløb og på stigningerne. Og så kom det til at passe ind med Dan Martin, som var interesseret i at prøve noget nyt og også var på et punkt, hvor han ikke havde noget imod at hoppe på et prokontinental-hold, siger Nicki Sørensen til TV 2 SPORT.

Det israelske hold, der er ejet af business-folkene Sylvan Adams og Ron Baron, fik sin Grand Tour-debut i sidste års Giro d’Italia og var også med i dette års udgave.

Og selvom holdet langt fra er sat til næste års sæson, så er Dan Martin tiltænkt en kaptajnrolle i de store løb, som holdet deltager i. Og netop det var en af grundene til, at ireren ville til holdet.

- Vi vil opbygge et hold, som også kan støtte ham. Vi får et hold på omkring 25 ryttere, og af dem skal der være en gruppe, der skal kunne støtte Dan Martin i bjergene, siger Nicki Sørensen.

Fremtiden ikke på plads

Holdets ejere stiller sig dog langt fra tilfreds med tilgangen af en enkelt stjerne.

Det israelske hold har store planer for holdet, som gerne skal deltage i verdens allerstørste cykelløb – og helst med en ’hjemmegroet’ rytter.

- Hovedmålet for fremtiden er at komme til at køre Tour de France og få en israeler med til løbet, som aldrig er sket før. Det håber ejeren på, at Dan kan hjælpe med – udover at vinde nogle gode cykelløb, siger Nicki Sørensen.

Og måske det mål kan komme tidligere, end man skulle tro. Israel Cycling Academy har nemlig ikke fremtiden helt på plads endnu.

Nicki Sørensen fortæller, at holdet ”har leget med tanken om at fusionere med et eksisterende World Tour-hold”, men han understreger, at der intet er på plads, og at han desuden ikke er en del af processen.

Nicki Sørensen har været ansat hos Israel Cycling Academy siden december 2018.