Fuglsang forlænger med Astana

16x9
Jakob Fuglsang har forlænget sin kontrakt med Astana til og med 2021. Foto: Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Danskeren har forlænget sin kontrakt med Astana for de næste to år. Det meddeler holdet på Twitter.

Jakob Fuglsang fortsætter på Astana de kommende to sæsoner.

Det skriver cykelholdet på Twitter, hvor det også har lagt en video med Jakob Fuglsang op.

Selv ser Jakob Fuglsang frem til at fortsætte på det kasakhiske hold.

- Jeg er glad for at blive hos holdet, da jeg føler mig hjemme her. Som alle har kunnet se i år, har jeg virkelig ramt et godt niveau med god hjælp fra holdet bag mig. Dette år er mit bedste indtil videre i min karriere, og jeg er stadig motiveret til at vise mere, siger Jakob Fuglsang til Astanas hjemmeside.

Astana-chef Aleksandr Vinokurov fryder sig over at kunne beholde sin danske stjerne.

- Jeg er virkelig glad for, at Jakob Fuglsang bliver hos Astana. Han har i gang med en rigtig god sæson indtil videre, men også de tidligere sæsoner har vist os, at han stadig har mere at opnå i cyklingens verden. I de kommende år vil vi fortsætte med at støtte Jakob, som en af vores kaptajner, siger Aleksandr Vinokurov til samme hjemmeside.

Forhandlede med flere hold

Jakob Fuglsangs kontrakt udløb efter denne sæson, og der har indtil onsdag været mange bud på, hvor han skulle køre i fremtiden.

Danskeren ville gerne have haft kontrakten på plads, inden Tour de France gik i gang i starten af juli, men det skete ikke, fordi han ikke var sikker på, hvilket hold han skulle køre for.

- En af grundene (til at det tog så lang tid) har været, at vi har haft andre tilbud inde over også, som vi har overvejet. Vi har forhandlet med andre hold også, siger Jakob Fuglsang til B.T.

Men Fuglsang besluttede altså at fortsætte på det hold, hvor han i år har leveret sin bedste sæson i karrieren.

Podieplaceringer i foråret, en sejr i Liége-Bastogne-Liége og en samlet sejr i Dauphiné har været hovedoverskrifterne på danskerens år.

Vueltaen bliver hans første løb siden Touren

Senest endte det dog knapt så lykkeligt for Fuglsang. Danskeren måtte udgå på 16. etape af Tour de France efter et styrt.

Siden har Fuglsang ikke kørt et cykelløb, men han gør comeback lørdag, når Vuelta a España begynder. Et løb hvor danskeren ifølge ham selv ikke skal køre klassement.

Jakob Fuglsang har været på kontrakt hos Astana siden 2013.