Fuglsang har fået lønforhøjelse

16x9
Jakob Fuglsang og Dmitriy Fofonov fortsætter samarbejdet de næste to år. Foto: Johanna Geron / Ritzau Scanpix

Den danske cykelrytter kan de næste to år se frem til en større løncheck, efter at han har skrevet under på en ny kontrakt med Astana.

Jakob Fuglsang har ifølge ham selv kørt sin bedste sæson nogensinde. Og det bliver nu belønnet.

Med sejre i Andalusien Rundt, Liège-Bastogne-Liège og Critérium du Dauphiné samt podieplaceringer i Tirreno-Adriatico, Amstel Gold Race og Flèche Wallonne har Astana været nødsaget til at finde den store pengepung frem for at kunne holde på danskeren.

Det bekræfter Astana-sportsdirektør Dmitriy Fofonov over for TV 2 SPORT.

Var I nødt til at betale Jakob noget mere for at beholde ham?

- Ja, men det er normalt, når ryttere vinder løb. Når en rytter i cykelsporten leverer resultater og er i en position, hvor han kan bære kaptajnrollen, er det normalt at betale noget ekstra, siger Dmitriy Fofonov til TV 2 SPORT.

Det kasakhiske hold var ligeledes presset af, at der var andre bejlere til OL-sølvvinderen fra Rio.

- Jakob havde selvfølgelig andre muligheder end Astana. Men i sidste ende synes jeg, det er en god beslutning for både Jakob og os. Vi har et godt samarbejde, som vi er glade for at fortsætte.

Tilbage i juni fortalte Fuglsangs agent, Moreno Nicoletti, at Movistar, Katusha, Quick-Step, Dimension Data og Astana jagtede danskerens underskrift. Det blev sidstnævnte, der vandt den kamp.

Jakob Fuglsang har forlænget til og med 2021. Den nye kontrakt blev offentliggjort onsdag.

Fofonov er ikke overrasket

Den tidligere kasakhiske mester, der nu er sportsdirektør hos Astana, er ikke videre overrasket over Fuglsangs beslutning.

De to har arbejdet sammen i syv år og kender derfor hinanden rigtig godt.

- Jakob er fortrøstningsfuld omkring holdet. Han ønskede at blive her. Det er egentlig ikke så stor en overraskelse. Jeg synes, det er en god beslutning af ham at blive hos os, siger Fofonov.

Han skal være et forbillede

Astana-holdet har store forventninger til Jakob de næste to år. Både hvad angår resultater på cyklen, men i særdeleshed også bag kulissen.

Med 34 somre og 13 Grand Tours på bagen er Fuglsang en rutineret cykelrytter. Den rutine skal hjælpe de unge ryttere ind i cykelverdenen.

- Vi har brug for en leder og en erfaren rytter. Især med det generationsskifte, vi oplever, hvor der kommer en masse gode, unge ryttere frem. Jakob kan være et forbillede for dem, og de kan lære af ham. Det er altid godt for et hold med en rytter som Jakob, siger Astana-sportsdirektøren.

Årsløn på mere end én million euro

Jakob Fuglsangs årsløn i 2014 var omkring fem millioner kroner. I danskerens selvbiografi 'Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje' skrevet i samarbejde med TV 2 SPORT-journalist Rasmus Staghøj fremgår det, at Fuglsangs årsløn i 2018 og 2019 er én million euro svarende til knap 7,5 millioner kroner.

Derudover kommer bonusser, præmiepenge og sponsorkroner.

Jakob Fuglsangs næste udfordring på landevejene bliver Vuelta a España, der begynder lørdag. Et løb, hvor han både skal hjælpe Miguel Angel Lopez og jagte etapesejre.

Du kan følge Vuelta a España på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Torsdag aften er der holdpræsentation. Se sendeplanen her.