Hollandsk stjerne blev tilbudt 'mange penge', men afviste at køre Danmark Rundt

16x9
- Vi har været ude og byde rigtig mange penge for eksempelvis at få Mathieu van der Poel, siger Jesper Worre (th). Foto: Ritzau Scanpix

PostNord Danmark Rundt er i hård kamp med andre store løb om at få cykelsportens store stjerner til at stille til start i lige netop deres løb.

Stjernerne er til at overse, hvis man tager et kig på startlisten til årets udgave af PostNord Danmark Rundt.

Forhåbningerne var ellers store, da løbsdirektør Jesper Worre for knap et års tid siden kunne fortælle, at de i år ville rykke løbet to uger frem på kalenderen i håb om at få flere prominente navne til at stille op.

I løbsledelsen har de i årets løb kæmpet hårdt for, at det kunne lade sig gøre. Faktisk har de haft pengepungen fremme i forsøget på at lokke flere stjerner med - dog uden nævneværdigt held.

- Vi har været ude og byde rigtig mange penge for eksempelvis at få Mathieu van der Poel med på Corendon-holdet, men han kørte i Norge i sidste uge. Vi har faktisk budt rigtig store beløb for at få ryttere med. Det er simpelthen ren praktik, der gør, at vi ikke har dem med, siger Jesper Worre, der ikke har ønsket at sætte et beløb på.

Mathieu van der Poel, der i sidste uge kørte Arctic Race of Norway, har i denne sæson leveret flere topresultater med sejre i eksempelvis Brabantse Pijl og Amstel Gold Race.

Til september er den bare 24-årige hollænder blandt favoritterne til at vinde VM i linjeløb, der i år køres i Storbritannien.

Kalenderen er presset

Blandt de største navne på startlisten til årets udgave af rundturen i Danmark finder vi Lotto Soudals Tiesj Benoot, der sidste år vandt Strade Bianche, den belgiske mester Tim Merlier fra Corendon - Circus og Jumbo-Vismas Koen Bouwman.

Mads Würtz Schmidt er den eneste dansker i feltet, der i juli kørte Tour de France, og stod det til Jesper Worre, havde der været flere af dem med i Danmark Rundt.

- Vi vil gerne have ikke bare Tour-danskerne, men alle de bedste danskere med. Vores mål fremadrettet er at få flere World Tour-hold med, hvor de bedste danskere også kører. Men med den dato, som vi har i år, har det ikke været muligt, siger løbsdirektøren.

- Kalenderen er ekstremt travl - også hvor vi ligger nu. Vi har tre World Tour-hold med, og havde vi ligget, hvor vi gjorde sidste år, havde vi ikke haft nogen med, fordi der var tre World Tour-løb samtidig. Det er et kæmpe puslespil, siger Jesper Worre med henvisning til, at løbet for et år siden blev afholdt en uge efter Tour de France.

Mads Würtz Schmidt glæder sig over at være med i årets udgave, hvor han kører for det danske landshold i stedet for sit normale hold, Team Katusha. Men den 25-årige dansker havde håbet på at få selskab af flere Tour-danskere.

- Det kunne selvfølgelig være godt for løbet, hvis der var flere med. Men sådan er det. Det er ikke os selv, der laver programmet. Jeg er glad for, at jeg har fået muligheden, siger Mads Würtz Schmidt.

Jesper Worre oplyser til TV 2 SPORT, at de fleste af årets ni Tour-danskere har udvist interesse for at køre PostNord Danmark Rundt i denne uge, men at det ikke har kunnet lade sig gøre på grund af et andet løbsprogram.

Årets udgave af Danmark Rundt karambolerer med årets sidste Grand Tour, Vuelta a España, og et stort endagsløb i Hamborg på søndag.