Cykling

Martin Toft jubler efter længe ventet enkeltstartsejr

Martin Toft Madsen smiler efter sejren.

Tempokongen Martin Toft Madsen vandt torsdag enkeltstarten i Danmark Rundt og ligger samlet nummer fem.

Efter mange tilløb lykkedes det torsdag endelig for den danske cykelrytter Martin Toft Madsen at vinde enkeltstarten i PostNord Danmark Rundt.

Den 34-årige BHS-Almeborg Bornholm-rytter er tidligere endt på anden- og tredjepladsen i kampen mod uret i Danmark Rundt, og i år var det hans helt store mål at tage skridtet op på det højeste trin på podiet.

- Det er lidt en forløsning. Det er fjerde gang, at jeg ender på podiet, men først gang jeg tager det øverste trin. Det er rigtig rart lige at kunne krydse den af på cv'et, siger han til TV 2 SPORT.

Han vandt suverænt foran Rasmus Quaade (Riwal Readynez), Mads Würtz Schmidt (Team PostNord Danmark) og Niklas Larsen (ColoQuick), der alle var 11 sekunder efter.

- Jeg troede egentlig, at det ville blive tættere. Det ser ud som om, det var hjemad, at jeg tog den, og det overrasker mig lidt, for jeg synes, jeg havde svært ved at få farten rigtig hurtigt op efter svingene på det sidste stykke. Men jeg kørte, så godt jeg kunne og er godt tilfreds.

Kan køre frit

Martin Toft Madsen tilbagelagde de 17 kilometer med start og mål i Grindsted på 19 minutter og 35 sekunder. Det er nok til at placere ham på en samlet femteplads efter løbets to første etaper.

Det kan godt være, at jeg ligger godt lige nu, men de rigtig hårde etaper mangler stadig

Martin Toft Madsen

Men man skal ikke regne med at se ham køre for klassementet, lyder det fra danskeren.

- Det kan godt være, at jeg ligger godt lige nu, men de rigtig hårde etaper mangler stadig. Jeg prøver at køre med i morgen, men jeg tror ikke, man skal regne med, at jeg kører på podiet. Jeg vil i hvert fald ikke spille på mig selv.

- Det var helt klart i dag, der var hovedmålet for mig, og nu er jeg forløst med det og kan køre lidt frit og hjælpe mit hold de næste par dage, siger han.

Fredag venter årets kongeetape i Danmark Rundt, der strækker sig fra Holstebro til Vejle.

Løbet slutter søndag på Frederiksberg.