Fuglsang og Astana vil have fingrene i førertrøjen på førstedagen

16x9
Astana-rytterne har tidligere vist, at de kan køre en god holdtidskørsel. Foto: Stephane Mahe / Ritzau Scanpix

Vuelta a España starter lørdag med en holdtidskørsel, og den satser Jakob Fuglsang og Astana på at vinde.

Se holdtidskørslen på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY lørdag klokken 18.00.

I 2011, dengang Jakob Fuglsang kørte for Leopard Trek, kunne han trække Vueltaens førertrøje over hovedet efter sejren på første etapes holdtidskørsel. Og i 2013 vandt Astana med Jakob Fuglsang på holdet også holdtidskørslen på første etape.

De to gange, hvor Vuelta a España er startet med en holdtidskørsel, og Fuglsang har deltaget, har hans hold vundet. Og det går han benhårdt efter at gentage i år.

- Som jeg sagde til de andre i morges (torsdag, red.), da vi var ude på enkeltstartscyklerne, så har jeg kørt Vueltaen tre gange. Vi har startet med en holdtidskørsel to gange, og de to gange har vi vundet den. Så hvorfor ikke gøre det til tre gange? siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

Under sommerens Tour de France rakte Astanas indsats i holdtidskørslen dog kun til en 10.-plads, men Fuglsang har en bedre fornemmelse, når holdet triller ud på første etape af Vuelta a España.

- Jeg tror egentlig, at etapen ligger godt til os. Set på papiret har vi formentlig et af de stærkeste hold her i Vueltaen, og derfor tror jeg også, at holdtidskørslen kan ligge godt til os.

Jakob Fuglsang i den røde trøje i 2011.
Jakob Fuglsang i den røde trøje i 2011. Foto: MIGUEL VIDAL / Scanpix Denmark

Hård konkurrence fra Jumbo-Visma

Det er dog ikke kun Astana og Fuglsang, der har udset sig holdtidskørslen i den spanske rundtur.

Team Jumbo-Visma fra Holland, der har enkeltstartsspecialisten Primoz Roglic med som kaptajn, har været godt kørende i år.

- Vi stiller med et rigtig stærkt hold, ligesom vi gjorde i de to andre Grand Tours, hvor vi formåede at få førertrøjen fra start. Det går vi også efter at gøre i Spanien, siger Robert Gesink til Cyclingnews.com.

Tidligere i år vandt Roglic prologen i Giro d'Italia.

Og i Tour de France vandt Mike Teunissen massespurten på første etape, og han kunne beholde den gule førertrøje endnu en dag, da Jumbo-Visma kørte over stregen i bedste tid på holdtidskørslen.

- Selvfølgeligt er det vigtigt for os at vinde holdtidskørslen. Det er her, de første tidsforskelle sker. Hele holdet ønsker helt sikkert at vinde. Vi har vist i år, at vi kan køre en god holdtidskørsel, siger Roglic til TV 2 SPORT.

Du kan se lørdagens holdtidskørsel direkte på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY med optakt fra klokken 18.00. Sådan sender TV 2 fra Vuelta a España 2019.