Norman Hansen har smidt fire kilo: - Fedt at se, at det også bærer frugt

16x9
Lasse Norman Hansen kort før Danmark Rundt-starten i Silkeborg 21. august 2019. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Lasse Norman Hansen vandt fredag 3. etape af PostNord Danmark Rundt foran Jonas Vingegaard og Niklas Larsen.

Fredag vandt Lasse Norman Hansen sin største triumf i landevejscykling, da han kørte først over målstregen på kongeetapen af PostNord Danmark Rundt, hvor han sidste år sluttede på en samlet tredjeplads.

Dermed er den 27-årige Corendon-Circus-rytter for alvor ved at stemple ind som en landevejsrytter, man skal tage seriøst.

Og dermed ser det også ud til, at Norman Hansen for alvor har fået balanceret livet som yderst succesfuld banerytter med livet på landevejen.

Opskriften har været et vægttab, der har givet ham mere luft under vingerne.

- Jeg har generelt været for tung på landevejen. På banen kan man godt tillade sig at være lidt tungere, for der er ikke lige en bakke, man skal op over, siger fynboen, der i alt har smidt fire kilo over sommeren.

- Det er bare fedt at se, at det også bærer frugt.

- Jeg kan stadig pille lidt af, men jeg skal også passe på, at jeg ikke mister for meget power. Vi vil prøve at se på det efter Tokyo, om jeg kan tabe endnu mere, siger Norman Hansen.

Med Tokyo henviser han til det kommende OL i 2020, hvor han stiller op med resten af banelandsholdet.

Hjertet banker for banecykling

For det er på banen, at han for alvor har slået sit navn fast.

I 2012 vandt han overraskende OL-guld i omnium. Fire år senere blev det til bronze i samme disciplin samt bronze i 4000 meter holdforfølgelsesløb ved OL i Rio de Janeiro.

Målsætningen er også at få mindst en medalje med hjem fra Japan, men på trods af de prangende resultater og de ambitiøse planer for banecyklingen, har Norman Hansen alligevel på samme tid forsøgt at skabe en stor karriere på landevejene.

Og det er der flere grunde til.

- Mit hjerte banker for banecykling. Men for at sige det mildt er der ikke rigtig nogen penge i det. Landevejscykling er bare noget andet, og det har også altid været en del af at køre på cykel, og jeg kan lide begge dele.

Han forsøger derfor at balancere de to ting, så godt det kan lade sig gøre, og udnytte fordelene ved landevejscyklingen, når han er på banen - og omvendt.

- Fra banecykling tager jeg en hel masse udholdenhed og råstyrke med, når jeg kører på landevejene. Det ene støtter op om det andet, siger han.

Seks sekunder efter førende rytter i Danmark Rundt

Lasse Norman Hansen ligger efter triumfen på kongeetapen nummer to i den samlede stilling i Danmark Rundt inden lørdagens næstsidste etape fra Korsør til Asnæs Indelukke.

Han har seks sekunder op til Niklas Larsen (ColoQuick), der fører løbet, og bagved ligger Rasmus Quaade (Riwal Readynez) og puster ham i nakken blot et enkelt sekund væk.

Danmark Rundt slutter på søndag på Frederiksberg.