Cykling

Niklas Larsen holder føring og vinder Danmark Rundt

Niklas Larsen team Coloquick Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix

Tim Merlier vandt 5. etape på Frederiksberg Allé, mens 22-årige Niklas Larsen snuppede den samlede sejr.

Danmarks største cykelløb, PostNord Danmark Rundt, har igen fået en dansk vinder.

22-årige Niklas Larsen fra ColoQuick-holdet forsvarede søndag sin føring i det samlede klassement på 5. og sidste etape, der gik fra Roskilde til Frederiksberg.

BLÅ BOG: Danmark Rundt-vinderen Niklas Larsen

Bliv klogere på PostNord Danmark Rundt-vinderen Niklas Larsen.

  • Navn: Niklas Larsen
  • Født: 22. marts 1997 (22 år).
  • Nationalitet: Dansk

Karriere:

2016-2018: Trefor (nuværende Team Waoo)

2019: ColoQuick

2020: Uno-X Norwegian Development

Udvalgte meritter:

Vinder af PostNord Danmark Rundt (2019)

OL-bronze i banecykling i 4000 meter holdforfølgelsesløb (2016)

DM-sølv i landevejscykling (2018)

DM-bronze i landevejscykling (2019)

Vinder af GP Himmerland Rundt (2019)

Etapesejr og samlet andenplads i Rhône-Alpes Isère Tour (2018)

Etapesejren gik til den belgiske mester, Tim Merlier, der henviste Bryan Coquard og Jasper De Buyst til henholdsvis anden- og tredjepladsen i den karakteristiske massespurt på Frederiksberg Allé.

Det var andet år i træk, at Merlier vandt på den brede boulevard.

Larsen selv var en del af den forreste gruppe og blev dermed ikke truet i klassementet. Han vandt foran Jumbo-Vismas Jonas Vingegaard, mens Riwal-danskeren Rasmus Quaade fuldendte et rent dansk podie.

Forud for den afsluttende etape på 165 kilometer var der kun syv sekunder mellem nummer et og tre i det samlede regnskab.

Med den tætte topstrid in mente var der meget på spil på sidste etape, hvor seks ryttere fik hul til feltet i et udbrud.

Her sad blandt andre de danske ryttere Mads Würtz Schmidt og Martin Mortensen, men ingen af dem endte med at køre med om sejren.

Udbruddet støvsugede til gengæld bonussekunderne på de indlagte spurter og eliminerede på den måde den første trussel i klassementet for Niklas Larsen og ColoQuick-mandskabet.

Turen gik til Frederiksberg Allé

Da der var to omgange tilbage, var det dog kun Mortensen og Sunwebs Martin Salmon, der var tilbage i frontgruppen.

Men også de blev spist af det jagtende felt med cirka ni kilometer til mål, og så gik turen ellers i samlet flok mod Frederiksberg Allé for feltet på den sidste af ti omgange.

ColoQuicks Julius Johansen førte feltet ind på den sidste kilometer med Larsen i anden position, og alle potentielle overraskelsesangreb blev på den måde afværget.

Feltet blev dog splittet, men Larsen sørgede for at holde sig fremme, mens Vingegaard og Quaade måtte se Lasse Norman Hansen komme snublende tæt på podiet.

Merlier var et stykke bag de forreste, da han åbnede spurten, men belgierens tophastighed kunne ingen af de andre matche.