Vuelta a España

Quick-Step frustreret over 'uansvarlige' Jumbo-Visma: - Det kostede os sejren

Astana vandt holdløbet i Vuelta a España, men Deceuninck-Quick-Step var kun to sekunder langsommere. Jumbo-Visma satte 40 sekunder til efter et styrt.

Deceuninck - Quick-Step blev nummer to på 1. etape i Vuelta a España, men havde det ikke været for Jumbo-Visma-rytternes styrt, mener de selv, de kunne have vundet etapen.

Det belgiske storhold blev nemlig noteret for tiden 14 minutter og 53 sekunder, hvilket kun var to sekunder langsommere end Astana på førstepladsen.

Deceuninck - Quick-Step blev sendt ud på de 13,4 kilometer efter Jumbo-Visma, der undervejs på ruten styrtede på grund af vand på vejen. Rytterne kom på cyklerne igen og holdt sig foran Quick-Step, men en sportsdirektørbil holdt i et sving i vejen for det belgiske hold.

- Det faktum, at der er en bil dér, synes jeg, er virkelig uansvarligt, siger sportsdirektør hos Deceuninck - Quick-Step Wilfried Peeters til mediet WielerFlits og uddyber:

- Der kommer et hold efter dig, så du skal parkere bilen et andet sted. Selvfølgelig er du nødt til at hjælpe rytterne på vejen igen, men du har fire minutter til det. Du ved, at et andet hold kommer. Når du er en del af feltet, skal du være i stand til at kunne klare det.

- Det kostede os to-tre sekunder. Vi mistede den dér (etapesejren, red.).

Mens Deceuninck - Quick-Step var tæt på sejren på 1. etape i Vuelta a España, var Jumbo-Visma langt fra på grund af styrtet. De kom i mål 40 sekunder efter Astana og blev blot nummer 18 ud af 22 hold.

- Værst tænkelige scenarie

Det var en vandpøl på vejen, der sendte flere Jumbo-Visma-ryttere i asfalten efter bare ni minutter på cyklen.

Det hollandske mandskab havde ellers store forventninger til holdløbet, hvor de to stjerner Steven Kruijswijk og Primoz Roglic skulle sikre sig en god start i forhold til de andre klassementsfavoritter.

Men sådan gik det langtfra. Begge var involverede i styrtet og tabte altså dyrebar tid i klassementet allerede på førstedagen.

Jumbo-Visma styrtede. Flere af det hollandske holds ryttere var i asfalten. Video: Malthe Henriksen

- Det var det værst tænkelige scenarie, fortæller Jumbo Visma-rytteren Tony Martin ifølge Cyclingnews.

- Jeg ved ikke, om nogen har smidt noget vand der, men det var der ikke under rekognosceringen, og så styrtede de første ryttere i svinget.

Jumbo-Visma er fortrøstningsfulde

Alle Jumbo-Visma-rytterne fik kæmpet sig i mål, selvom størstedelen var involveret i styrtet. Ifølge Tony Martin har Steven Kruijswijk det okay efter styrtet, mens Primoz Roglic skal tilses af en læge.

- Heldigvis kunne Primoz Roglic fortsætte, og han trådte godt i pedalerne, så det er et godt tegn. Men vi bliver nødt til at vente på lægens vurdering, lyder det fra den tyske enkeltstartspecialist.

Både Tony Martin og holdkammeraten Neilson Powless forventer ifølge Cyclingnews, at holdet slipper uden mærkbare skader eller brud, og derfor håber de stadig at få meget ud af den spanske Grand Tour.

Søndag skal rytterne igen på cyklen, når 2. etape af Vuelta a España venter. Her kan de se frem til en kuperet etape på 193 kilometer. Du kan se med på TV 2 SPORT fra klokken 14.30.