Cykling

Magnus Cort forlader Astana

Magnus Cort skifter ved årsskiftet til amerikanske EF Education First.

Efter to år på Astana er Magnus Cort fortid på det kasakhstanske mandskab.

Fra årsskiftet skal han køre på det amerikanske World Tour-hold EF Education First, som har skrevet en toårig kontrakt med den 26-årige dansker.

- Jeg synes, det er et rigtig spændende hold. De har også en base i Girona, hvor jeg har en lejlighed. Så det gør også tingene nemmere og sjovere at være tæt på holdet. Det glæder jeg mig også til, siger Magnus Cort til TV 2 SPORT.

Han oplyser, at han har været i dialog med flere hold, samt at en kontraktforlængelse med Astana også var inde i billedet, men at valget faldt på det amerikanske hold blandt andet på grund af menneskene, og at det primære sprog er engelsk.

- Nogle af rytterne kender jeg, og dem kan jeg godt lide. Så er der mange, jeg ikke kender så godt. Men jeg har et rigtig positivt indtryk af alle rytterne.

Glæden over aftalen er gensidig. Det amerikanske hold glæder sig til at få danskeren med de mange kompetencer ind på holdet.

- Magnus bringer en alsidighed og vindende tankegang til teamet. Han er en talentfuld rytter i forskellige terræner. Han klatrede i fronten i løbet af den sidste uge af Tour de France, kan vinde fra små grupper eller udbrud med sin hurtighed og er en meget smart rytter i taktisk komplekse situationer, siger holdets administrerende direktør, Jonathan Vaughters.

Lyn-analyse

Jeg synes, at det er et godt skifte. Der er nogle ryttere, der matcher ind i det, han skal. Der er nogle specialister i Sep Vanmarcke, Alberto Bettiol, der vandt Flandern Rundt, og Sebastian Langeveld, der er en ekspert og erfaren rytter. Han kan forhåbentlig guide ham i nogle af de løb, vi håber at se ham i.

Det er også et sted, hvor der er plads. Det går rigtig godt for holdet i år, og de har løftet deres niveau, og det er rigtig godt at komme ind i sådan et flow.

Det sociale over økonomien

Når man har vundet en etape i Tour de France i sidste år og generelt vist sig stærkt kørende i sidste uge af årets rundtur i Frankrig, er man en eftertragtet rytter.

Derfor var der interesse fra flere steder, men Magnus Cort følte sig mest tiltrukket af det, EF Education havde at tilbyde.

Var det et økonomisk bedre tilbud?

- Nej. Et socialt bedre tilbud, kan man måske sige, siger danskeren

Han fortæller, at hans kommende aftale nogenlunde matcher den nuværende kontrakt med Astana økonomisk.

Var kritisk under Touren

Magnus Cort leverede under årets Tour de France et opsigtsvækkende interview før 11. etape.

Her indrømmede han, at Astana havde kørt uorganiseret under løbet, og "at det var en indgroet ting på holdet".

Med holdskiftet håber han på, at det bliver bedre.

- Forhåbentlig forstår vi hinanden bedre og har samme ideer om, hvordan løb skal køres.

Magnus Corts næste løb for Astana bliver Tyskland Rundt, som begynder på torsdag.

Den danske Astana-rytter Magnus Cort sikrede karrierens største triumf, da han spurtede først over målstregen på 15. etape i Tour de France. Video: TV 2 SPORT