Vuelta a España

Stjernesprinter i vildrede: - Hvis det fortsætter, overlever jeg ikke Vueltaen

Den irske mester, Sam Bennett, har allerede vundet en etape i årets Vuelta. Alligevel føler han sig slet ikke på toppen.

Se 5. etape på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 14.30.

De næste mange dage bliver sprinterne henvist til biroller i årets Vuelta a España.

Det betyder dog ikke, at løbets mest profilerede sprinter, Sam Bennett, kan slappe af, indtil det igen bliver hans tur. Den stærke irer bøvler nemlig med fysiske problemer, som han ikke har oplevet før denne Vuelta.

- Jeg ved ikke, hvad det er, men der er et eller andet galt, sagde han til Cyclingnews efter 4. etape.

Her handlede det om millimeter, før han kunne tage sin anden etapesejr i årets løb. Det ærgrede han sig naturligvis over, men han var mest bekymret og forvirret over sin tilstand.

- Jeg er nødt til at finde ud af det. Hvis jeg fortsætter med at klatre sådan (som han gjorde på 3. og 4. etape, red.) på etaper, hvor jeg skal give mig fuldt ud, kommer jeg ikke til at overleve dette løb, indrømmer Bennett.

Prøver alt

I opvarmningsløbet BinckBank Tour kørte alt optimalt for Bennett, der vandt tre etaper i streg. Derfor forventede han at komme ind til sin første Grand Tour i år i topform.

- Alt var perfekt. Og nu på en stigning som i dag (tirsdag, red.) havde jeg spor af krampe, og det burde jeg ikke have. Vi kørte ikke hurtigt.

Han forsøger sammen med holdet at finde årsagen til, at han ikke er på toppen.

- Jeg skifter skinsuits, shorts, cykler, enkeltstartscykler, aerodynamiske cykler og mange andre ting, og det er svært at udpege, hvad det skyldes.

Han fortæller også, at han mandag havde smerter i forreste del af sine ben, og at han prøvede at justere sadlen ved at sætte den lidt ned. Da han gjorde det, skiftede smerterne fra forreste til bagerste del af benene.

Sam Bennett får de første svar på, hvordan han er kørende, når de onsdag er nået til Vueltaens første bjergetape.