Vuelta a España

7. etape - Onda > Mas de la Costa | Vuelta a España 2019

7. etape, Vuelta a España 2019. TV 2 SPORT

7. etape af Vuelta a España er en bjergetape og 183,2 kilometer lang. Der er start i Onda og mål i Mas de la Costa.

Se Vuelta a España på TV 2 PLAY.

  • Etapetype: Bjerg
  • Længde: 183,2 km
  • Etapen køres fredag 30. august

Tidsplan

  • Reel start kl. 12.30
  • Forventes i mål kl. 17.35

Afslutningen

De sidste kilometer, 7. etape.
TDF 2019 Chris Anker Sørensen

Favoritter: Alejandro Valverde og Miguel Angel Lopez

De første 80 kilometer af etapen er stort set flade. Dermed kan dagens udbrud være en skøn blanding af bjergryttere og fladbanespecielister. Sidstnævnte kommer dog helt sikkert til kort på den hårde afslutning op mod Mas de la Costa. Med sine 4,1 kilometer og 12,3 procent i snit og et max på 25 procent så gælder ordsproget ”hellere lille og vågen, end stor og doven” i udpræget grad.

Inden sidste stigning har der været mange andre kategoriserede stigninger. Disse er dog ikke voldsomt stejle. De kommer dog til at trætte feltet, og mange af rytterne kan godt begynde at mærke benene efter syv dages cykelløb i streg. Det bliver dog de sidste fire uhyggeligt stejle kilometer, der afgør etapen. Når det er så stejlt, har du ingen fordel af at sidde på hjul. Dermed er det mere mand mod mand i forhold til mand mod hold.

I 2016 var der også mål her, men der havde etapen frem imod været betydeligt lettere. Mathias Frank vandt fra et stort udbrud. Imens at de fire store favoritter Alberto Contador, Chris Froome, Estaban Chavez og Nairo Quintana ikke for alvor rystede hinanden.

Scenariet med, at udbruddet sagtens kan ende med at holde hjem, er bestemt sandsynligt igen. Lad os dog håbe på lidt mere sabelraslen fra favoritterne denne gang. Stigningen er i hvert fald en modbydelig en af slagsen, så mon ikke, at de efterhånden talrige sydamerikanske podiekandidater, har svært ved at holde sig i ro?