Vuelta a España

Holdet har besluttet, at Valverde er kaptajn, siger Quintana

Nairo Quintana har allerede vundet en etape i årets Vuelta, og i resten af løbet har han en fri rolle, fortæller han.

Når Movistar stiller til start ved en Grand Tour, er det ofte med flere store stjerner på holdkortet.

Det samme er tilfældet i årets sidste af slagsen, Vuelta a España, hvor de to tidligere vindere af løbet, Nairo Quintana og Alejandro Valverde, deltager. Quintana gik ind til løbet med klassementet som mål, mens Valverde skulle jagte etapesejre.

Den rollefordeling ser ud til at have ændret sig en uge inde i løbet.

- Holdet har besluttet, at Valverde er kaptajnen, siger Nairo Quintana til AS og uddyber:

- Eusebio Unzue (team manager, red.) samlede os og sagde, at Valverde skulle være kaptajn.

Meldingen fra colombianeren kommer, efter Valverde onsdag angreb i favoritgruppen, satte Quintana på den afsluttende stigning og kom i mål 42 sekunder før.

Selvom Valverde er udnævnt som kaptajn, skal Quintana ikke som udgangspunkt agere hjælperytter.

- Jeg er fri til at gøre, hvad jeg vil, og se hvad jeg kan gøre, siger colombianeren.

Quintana har allerede markeret sig i årets løb, da han vandt en flot 2. etape.

Eusebio Unzue har tidligere på året bekræftet, at Nairo Quintana ikke får forlænget sin kontrakt og dermed er fortid på Movistar, når sæsonen slutter.