Vuelta a España

Italiensk mester udgår - femte offer for Vuelta-massestyrt

Davide Formolo var en del af massestyrtet på Vuelta a Españas 6. etape og er fredag ikke i stand til at fortsætte i løbet.

Fem ryttere er nu udgået som følge af et kæmpe styrt på Vueltaens 6. etape.

Den seneste i rækken er den italienske mester, Davide Formolo, som inden 7. etape har meddelt, at han ikke fortsætter.

- Davide var i stand til at gennemføre etapen i går (torsdag, red.) efter styrtet, men led af smerter i sit højre bækken, og det blev ikke bedre natten over, skriver hans Bora-mandskab på Twitter.

Efter styrtet som kostede Rigoberto Uran, Hugh Carthy, Victor de la Parte og Nicolas Roche den videre deltagelse i løbet, sad Davide Formolo resten af etapen bagerst i feltet.

Hver gang det begyndte at gå opad, blev den normalt så stærke klatrer sat. Det var tydeligt at se, at han i sin italienske mesterskabstrikot var i store smerter. Han fuldførte etapen og kom i mål som nummer 136.

Bora - hansgrohe har nu seks ryttere tilbage i løbet, da Gregor Mühlberger allerede udgik på 5. etape.

Vueltaens udgåede ryttere

  • Mickaël Delage, FDJ (stillede ikke til start på 3. etape)
  • Steven Kruijswijk, Jumbo-Visma (udgik på 4. etape)
  • Gregor Mühlberger, Bora - hansgrohe (udgik på 5. etape)
  • Víctor De La Parte, CCC Team (udgik på 6. etape)
  • Nicholas Roche, Sunweb (udgik på 6. etape)
  • Hugh Carthy, EF Education (udgik på 6. etape)
  • Rigoberto Urán, EF Education (udgik på 6. etape)
  • Davide Formolo, Bora - hansgrohe (stillede ikke til start på 7. etape)

Du kan følge fredagens Vuelta-etape på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 14.30.