Cykling

Nairo Quintana skifter til fransk hold med store ambitioner

Den dobbelte Grand Tour-vinder Nairo Quintana skal i den kommende sæson køre for Arkéa Samsic.

Nairo Quintana har i otte år kørt for det spanske hold Movistar, men den ottende sæson på holdet bliver også den sidste.

Colombianeren skifter nemlig til det franske hold Arkéa Samsic, som samtidig har offentliggjort kontrakter med bjergrytterne Winner Anacona, Diego Rosa samt Quintanas lillebror, Dayer Quintana.

Den lille colombianer har vundet både Giro d'Italia og Vuelta a España, men han er fortsat på jagt efter triumfen i verdens største cykelløb.

- Mine ambitioner er de samme som altid. Personligt og kollektivt er målet at vinde Tour de France, siger Quintana til holdets hjemmeside.

- Det her er et vendepunkt for mig, men et positivt vendepunkt er jeg sikker på.

- Arkéa Samsic gør fremskridt år efter år. Jeg har fulgt udviklingen og var interesseret i et skifte. Jeg kan specielt godt lide deres ideologi. Træningsmæssige og menneskelige værdier er vigtige og centrale, og jeg ledte efter et hold, hvor jeg ville blive glad.

Nairo Quintana kører lige nu Vuelta a España, hvor han er på førstepladsen i klassementet efter ni etaper.

Holdet vil vinde en Grand Tour

Han bliver blandt andre holdkammerat med den franske stjerne Warren Barguil, der har vundet to etaper i Tour de France og bjergkonkurrencen en enkelt gang.

Ifølge Arkéa Samsics general manager, Emmanuel Hubert, er holdet på vej til at blive så stærkt, at det ikke skal misunde de bedste hold på World Touren.

- Vi giver os selv tre år til at gøre projektet med at vinde en Grand Tour til en realitet. Alliancen mellem Nairo Quintana og Warren Barguil skal styrke dem. De skal bruge hinanden til at blive bedre, siger Hubert.

- Jeg er også overbevist om, at Warren Barguil har evnen til at gøre sig gældende i klassementerne. Omkring vores to kaptajner vil vi bygge et hold med stærke bjergryttere.

Han fortæller desuden, at holdet også vil gøre sig gældende på sprinteretaper og kommer med en nyhed i midten af september på den front.

Arkéa Samsic har kontrakt med den tidligere topsprinter André Greipel i 2020. Tyskeren er 37 år og var ikke i nærheden af en sejr i årets Tour de France.