Fem ryttere kan vinde Vueltaen efter en vild første uge

16x9
Favoritfeltet er indsnævret efter en vild første del af Vueltaen. Foto: Javier Lizon / Ritzau Scanpix

KLUMME: Jeg tager pulsen på årets Vuelta a España efter en vild første del af årets sidste Grand Tour.

Ja, der er allerede sket meget i Vueltaen, og den er kun lige begyndt på sin anden uge.

Favoritfeltet er allerede kraftigt decimeret, Rigoberto Uran væltede og måtte udgå på 6. etape, og inden det forlod Steven Kruijswijk løbet på 4. etape, som følge af knæproblemer forårsaget af et styrt på første dags holdløb.

Den fejl kan være den, der koster ham den samlede sejr

Chris Anker Sørensen om Miguel Angel Lopez

En ret vild historie faktisk, hvor en lækkende pool medførte, at der i et sving lige pludselig var drivvåde veje. Sort uheld for Kruijswijk og resten af Jumbo-Visma-holdet.

Outsiderne får det svært

En rytter, som fortsat er med i løbet, men som må være at regne uden for kampen om podiet, er Esteban Chaves, der mistede hele fem minutter på søndagens etape - meget af det som følge af mekaniske problemer. Han har dog også lige manglet det sidste på løbets andre afgørende dage.

Derfor ser jeg ham ikke lige brage tilbage i klassementet og gentage det, Richard Carapaz lavede i Giroen, hvor han hentede næste tre et halvt minut på to dage.

Rafal Majka og Wilco Kelderman befinder sig lidt i samme situation. de har ikke mistet helt så meget tid som Chaves, men har lige manglet det sidste for at sidde med helt fremme i bjergene. Omvendt er de her ved udgangen af første hviledag forsat så tæt på, at de ikke får lov til at køre af sted i morgenudbrud og tage minutter i klassementet - ja sågar tage trøjen, som Jesper Hansens holdkammerat Nicolas Edet gjorde på 8. etape.

lige nu er Roglic min favorit til at løbe med sejren

Chris Anker Sørensen

De to er dog alt for farlige at give et par minutters forspring; det ved de andre hold godt. Så selvom der har været en tendens til at lade trøjen falde af hænde i denne Vuelta, så er det ikke alle, den kan gives videre til, og bestemt ikke Majka og Kelderman.

Fem ryttere kandiderer til podiet

Derfor tør jeg godt sige, også selvom at vi i sidste års Vuelta så Valverde droppe fra anden- til femtepladsen på næstsidste dag, at vi reelt er nede på fem podekandidater: Tadej Pogacar, Alejandro Valverde, Miguel Angel Lopez, Primoz Roglic og Nairo Quintana.

For få år siden ville folk have grinet ad en, hvis du pegede på en rytter så ung som Pogacar, der først fylder 21 weekenden efter Vueltaens afslutning. Nu til dags er det dog ikke utænkeligt - Bernal er trods alt kun halvandet år ældre.

Det må være dejligt for rivalerne, at Movistar har så travlt med at slå sig selv

Chris Anker Sørensen

Når det er sagt, så er det Pogacars første sæson som professionel, og hans første Grand Tour, så jeg tror, han kommer til kort i sidste uge. Jeg bed også mærke i det, jeg vil kalde for en juniorfejl på 6. etape til Ares del Maestrat. Her kørte feltet i godt tempo op ad sidste stigning, men heller ikke mere end det. Med to kilometer til mål lavede Pogarcar en voldsom forcering på en stigning, der er relativ nem at sidde på hjul på.

20-årige Tadej Pogacar (UAE Emirates) vandt 9. etape i Vuelta a España, da han kørte alene i mål på bjergetapen. Video: Malthe Henriksen

I sidste ende bruger han relativ mange kræfter på at vinde to sekunder. Kræfter, som han måske mangler i sidste uge.

Movistar kører imod hinanden

Når man lige kigger på resultatlisten, ser det jo ganske fornuftigt ud for Movistar. De har to mand i toppen af klassementet, har fortsat fuldt hold og fører holdkonkurrencen. Det virker dog ikke til, at hverken Quintana eller Valverde har den helt store lyst til at hjælpe hinanden.

På 5. etape virkede Valverde næsten til at være den mest ivrige efter at sætte sin colombianske holdkammerat. På 7. etape var rollerne byttet om. På 9. etape var det så hjælperytteren Marc Soller, der var rasende over at skulle vente og hjælpe Quintana.

Det må være dejligt for rivalerne, at Movistar har så travlt med at slå sig selv, at de næsten ikke behøver bekymre sig om det.

Soler blev bedt om at vente på Quintana. Han var tosset, rystede på hovedet og slog ud med armene. Video: Malthe Henriksen

Miguel Angel Lopez' dyre fejl

Astanas kaptajn, Miguel Angel Lopez, har indtil videre vist stor angrebslyst og har også haft god opbakning fra holdet. Måske lige bortset fra 2. etape til Calpe. På denne sad han jo isoleret og måtte jagte alene de sidste 20 kilometer kun hjulpet af konkurrenter med samme interesse.

Han endte med at miste et lille minut, når man regner bonussekunderne med til Nairo Quintana. Selvfølgelig skulle han have haft en holdkammerat eller to hos sig, men han sover altså også i timen, når han ikke kører med, når Uran, Quintana og Roglic kører.

Miguel Ángel López var tidligt ude med sit angreb på Vuelta a Españas kongeetape. Video: Malthe Henriksen

Hvis du skal vinde et stort etapeløb, handler det også om ikke at lave fejl. Han lavede en stor en af slagsen på denne etape. Den fejl kan være den, der koster ham den samlede sejr. For som jeg ser det, er han bedste mand opad i denne Vuelta.

Roglic er min favorit

Sidste mand i favoritfeltet er Primoz Roglic, og han udmærker sig, selvfølgelig, ved at være en god rytter. Det er de alle fem, men også ved at ikke have lavet nogen fejl. Bevares, han væltede på 9. etape på grusvejsstykket, men som jeg forstod det, var det ikke hans skyld, men en motorcykels.

Lidt ligesom han og holdet ikke kunne forudse, at der ville være en pool, der var læk i ved svinget, de styrtede på ved holdløbet. Derudover har han et rigtig stærkt hold omkring sig. Netop de to ting, der muligvis kostede ham Giroen med en fejl på et tidspunkt, der var meget uhensigtsmæssigt og et lidt svagt hold, og det kan koste ham muligheden for at vinde Vueltaen.

Der mangler fortsat mange hårde og helt sikkert vilde dage af Vueltaen, men lige nu er Roglic min favorit til at løbe med sejren.