Efter grimt styrt: Roche har brækket sin knæskal
Nicolas Roche har fået svar på omfanget af sit styrt, efter at han måtte udgå af Vuelta a España. Han har brækket sin knæskal.
Himmel blev hurtigt pludseligt til helvede for Nicolas Roche i Vuelta a España, der efter en god start i det spanske etapeløb måtte udgå efter et grimt styrt.
For selvom meldingen i første omgang lød på et forslået lår og nogle sting i hans ene underarm, så er det nu langt værre end først antaget.
Nicolas Roches hold, Team Sunweb, oplyser torsdag, at yderligere scanninger har vist et brud på hans ene knæskal.
- Efter at vi er kommet tilbage fra yderligere undersøgelser, har en MRI-scanning vist, at der er en fraktur på den venstre patella (knæskal, red.), siger Team Sunwebs læge Camien Aldershod til Cyklingnews.
Det betyder ifølge Camien Aldershod, at Nicolas Roche skal tage det roligt de næste par uger, og at han først kan være tilbage på cyklen igen om fire til seks uger.
Den 35-årige irske rytter havde ellers fået en fremragende start på det spanske etapeløb med tre dage i den røde førertrøje.
Roche: - Det har slået mig ud igen
Det tog hårdt på Nicolas Roche, at han måtte udgå på sjette etape efter den gode start på Vuelta a España.
- Efter den store skuffelse, hvor jeg måtte udgå af Vueltaen, håbede jeg, at jeg stadig kunne køre videre og stille op i de italienske klassikere, når hævelsen var aftaget, siger Roche til Cyklingnews.
Men den seneste scanning har vist, at udsigterne er længere for den rutinerede rytter, og det har været et hårdt slag.
- Den her melding har slået mig ud igen. Så nu er min prioritet at fokusere på min genoptræning så godt som muligt, så jeg hurtigst muligt kan komme tilbage på cyklen, siger han.
Vuelta a España slutter i Madrid den 15. september.