Movistar-stjerner ændrer strategi i jagten på suveræn slovener

16x9
Nairo Quintana (til venstre) og Alejandro Valverde (til højre) vil tage nye metoder i brug for at hente Primoz Roglic i det samlede klassement. Foto: Ander Gillenea/Javier Lizon/Ritzau Scanpix

Primoz Roglic øgede sit forspring til Alejandro Valverde og Nairo Quintana på 13. etape og har efterhånden skabt sig en komfortabel føring i Vueltaen.

29-årige Primoz Roglic var en af forhåndsfavoritterne til årets Vuelta a Espana, og det har sloveneren i høj grad levet op til.

Efter 13 etaper i det spanske etapeløb indtager han nemlig førstepladsen i klassementet, og han har hele to minutter og 25 sekunder ned til Movistars Alejandro Valverde på andenpladsen. Endnu længere tilbage er Nairo Quintana, der befinder sig på femtepladsen tre minutter og 33 sekunder efter Primoz Roglic.

Umiddelbart ser det svært ud for Movistar at overhale sloveneren – og hvis det skal ske, kræver det ifølge Nairo Quintana, at holdet agerer anderledes.

- Vi har set, hvor alle er, og nu vil vi forsøge med en ny strategi, siger Nairo Quintana ifølge Cyclingweekly og tilføjer:

- Vi vil se, om vi kan forsøge at angribe længere ude. Der er stadig nogle afgørende etaper foran os, som ikke er så lette og er meget komplicerede. Vi vil fortsætte med at forsøge.

På etapen fredag øgede Primoz Roglic sit forspring, da han hentede 27 sekunder på blandt andre Nairo Quintana og Alejandro Valverde.

Derfor skal de to Movistar-stjerner hente flere minutter på sloveneren på de sidste otte etaper, hvis de skal ende over ham i klassementet.

- Hvad bliver det næste? Vi får at se. I dag (fredag, red.) mistede vi noget tid, men måske kan vi tage noget tid tilbage næste gang, siger verdensmesteren Alejandro Valverde, der kalder etaperne søndag og mandag for ’nøgleetaper’.

Det (tidsforskellen, red.) er en fordel, men vi er langt fra mål, og der er stadig nogle hårde dage i vente

Primoz Roglic, Jumbo-Visma

- Roglic er den stærkeste rytter

Movistar har kortvarigt haft den røde førertrøje i årets Vuelta a Espana. Det var på 9. etape, hvor Nairo Quintana kørte i rødt i stedet for blåt.

På 10. etape, der bød på en enkeltstart, flåede Primoz Roglic dog trøjen af colombianeren, og han har siden da øget sit forspring dag for dag.

- Vi ser nu, at Roglic er den stærkeste rytter, og Pogacar (Tadej Pogacar, etapevinder fredag, red.) har demonstreret, at han også er meget stærk, lød det fra Alejandro Valverde efter etapen fredag.

Selvom Primoz Roglic ligger i en gunstig position til at vinde, vil han langt fra skrive under på, at han står øverst på podiet, når feltet kommer til Madrid næste søndag.

- Det er en fordel (tidsforskellen, red.), men vi er langt fra mål, og der er stadig nogle hårde dage i vente, fortæller 29-årige Primoz Roglic efter fredagens etape.

Primoz Rogliz’ bedste resultat i en Grand Tour er en tredjeplads i årets Giro d’Italia.