Italiensk profil opereret fem gange efter påkørsel
Cykelrytteren Dominico Pozzovivo er i bedring, efter han i august blev kørt ned under en træningstur og pådrog sig flere brud.
5 operationer og 27 dages indlæggelse.
Det er, hvad den italienske klatrer Dominico Pozzovivo har været igennem, efter han i august blev påkørt af en bil på en træningstur tæt på hjembyen i det sydlige Calabria i Italien.
Men nu er der omsider godt nyt for 36-årige Pozzovivo, der var udset en kaptajnrolle for Bahrain-Merida i det igangværende Vuelta a España.
- Pozzovivo har succesfuldt gennemgået fem operationer og er nu klar til rehabiliteringen. Han er blevet udskrevet fra hospitalet og overført til rehabiliteringscenteret i Torino, siger Bahrain-Meridas læge Carlo Guardascione ifølge Cyclingweekly.
- Han vil øjeblikkeligt starte et intensivt rehabiliteringsprogram for at komme sig over skaderne fra den venstre albue til det højre skinneben, som han pådrog sig i træningsulykken, siger Guardascione videre.
Dominico Pozzovivo blev påkørt af en Fiat Punto, men selvom føreren af bilen hurtigt ringede efter hjælp, kunne vedkommende ikke forhindre, at italieneren blandt andet havde pådraget sig brud på både venstre arm og højre ben.
Det er ikke første gang, at den uheldige italiener må blive hjemme fra Vuelta a España på grund af skader. Tilbage i 2014 løb en kat over vejen på en træningstur for Pozzovivo, der endte med at styrte og brække højre skinneben, som han altså nu har brækket for anden gang.
Det er endnu uvist, hvornår Dominico Pozzovivo kan være tilbage på cyklen. Umiddelbart efter uheldet spekulerede avisen La Gazzetta dello Sport i, om han overhovedet er i stand til at gøre comeback grundet skaderne og italienerens efterhånden høje alder.
Dominico Pozzovivo har været professionel siden 2005 og blandt andet vundet en etape i Giro d'Italia og Schweiz Rundt.