Rolf Sørensen forventer kæmpe drama: - Jeg håber, han tør

16x9
Nairo Quintana er røget helt ned på femtepladsen i Vuelta-klassementet. Foto: JEFF PACHOUD / Ritzau Scanpix / TV 2

Søndag venter der Vuelta-rytterne 154 kilometer, hvoraf godt 40 kilometer er op ad kategoriserede stigninger.

Se hele 15. etape på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Primoz Roglic sidder tungt på førstepladsen i Vuelta a España, men han kommer formentlig på overarbejde og mere til på de to bjergetaper i træk søndag og mandag.

15. etape er kun 154 kilometer lang, men med fire kategori 1-stigninger, som i alt strækker sig over 40 kilometer, får slovenerne sig sag for i forsvaret af den røde førertrøje.

- Jeg forventer kæmpe drama. De (konkurrenterne, red.) kan ikke vente. Hvis nogen vil vinde den her Vuelta, skal de i gang, og det skal være med det samme, siger ekspert Rolf Sørensen.

- Jeg håber, Quintana tør lave noget stort, og jeg er ret sikker på, at Jakob Fuglsang kommer med i et udbrud.

Mens Fuglsangs rolle i klassementet for længst er udspillet, ligger Nairo Quintana på femtepladsen, hvor han er røget mere end tre minutter bag Roglic.

Kan Movistar arbejde sammen?

Hans holdkammerat på Movistar Alejandro Valverde indtager derimod andenpladsen og er 2 minutter og 25 sekunder efter.

- Jeg håber, Movistar kaster sig ud i et eller andet vildt, og at de for en gangs skyld kan gøre det færdigt - og ikke kører mod hinanden, men med hinanden for at udfordre Roglic, siger ekspert Chris Anker Sørensen.

- Kan de få det til at hænge sammen, tror jeg, Quintana kan vinde etapen.

Helt ny stigning

Puerto del Acebo skal rytterne over fra to forskellige sider - som den første og sidste stigning på dagen. Imellem dem ligger Puerto del Connio og Puerto del Pozo de las Mujeres Muertas.

Især den sidste stigning opad Acebo vækker opsigt, fortæller Chris Anker Sørensen.

- Finalstigningen er helt nyt terræn. Der er ikke blevet kørt der før. Noget af vejen er sågar blevet lavet til Vueltaen for at gøre den så stejl som mulig. Det er en ret fed stigning. Alle glæder sig til den, siger han.

Puerto del Acebo
Puerto del Acebo Foto: lavuelta.es

På TV 2 SPORT åbner vi Vuelta-studiet allerede klokken 12. Etapen starter klokken 12.50 og kan ses fra start til slut.